4.1.3.5. Computerteknologi

Niels Ole Finnemann definerer hvad en computer er, således

Den er derimod defineret ved, at det indhold, der behandles i en computer skal foreligge i

• et mekanisk virksomt alfabet

• der styres med en algoritmisk syntaks

• via et interface, der bestemmer syntaksens semantik (Finnemann 2000: 44).

En computer er med andre ord en teknologi der kan udføre handlinger i overensstemmelse med algoritmiske procedurer. At "indholdet" i computeren skal foreligge i et mekanisk virksomt alfabet betyder at tegnsystemet skal være af en sådan art at computerens tilstand forandrer sig som konsekvens af tegnenes rækkefølge. Det betyder at det binære talsystem – eller hvilket "alfabet", dvs. tegnmængde, der nu anvendes – er sådan at det kan anvendes til at få computeren til at udføre en handling for hvert tal. Handlingerne kan beskrives i klynger og bliver så til algoritmer (som altså har en syntaks¹ eller en formbestemmelse af hvad der skal ske skridt for skridt) og resulterer i output i et interface; outputtet kan af mennesker opfattes som noget af betydning. Interfacet består af en form (fx lys på skærm) der muliggør indhold og har således en semantik (dvs. en bestemmelse af hvad sammenstillingen af skridt kan betyde for mennesker²).

Et af de definerende træk ved computeren er at den principielt er i stand til at udføre en hvilken som helst algoritme; syntaksen, i den generelle betydning af ordet, er fri. Men ikke nok med det: Syntaksen, i den specifikke betydning, er også modificerbar. Fordi både data og algoritme foreligger i samme alfabet, det binære, er en algoritme i stand til at ændre på sig selv eller på andre algoritmer. Det er på disse punkter at computeren som den universelle maskine (en Turingmaskine) adskiller sig fra alle andre maskiner: Den kan omformes i processen (Finnemann 2000: 46f.). Hulkortvæven, som er en tidlig udgave af en maskine der følger algoritmer, kan derimod kun følge den syntaks der er lagt ud fra begyndelsen og således kun væve de bevægelser der er beskrevet i hulkortet. Med computeren kan man beskrive nogle bevægelser og lade de efterfølgende bevægelser være bestemt af de foregående.

Med computeren kan en hvilken som helst anden maskine simuleres (Finnemann 2000: 47) – i princippet. Computerens digitale struktur vil altid sætte en nedre grænse for opløsningen af bevægelser; det der i den simulerede maskine er glidende bevægelser vil i princippet altid være hakkende i computerens simulation. Og simuleringen vil altid få andre egenskaber end det der simuleres, havde. Tekstbehandlingsprogrammet simulerer skrivemaskinen, men tilføjer fx muligheden for at flytte blokke af tekst. Det er denne mulighed for at simulere der gør at man taler om "mediekonvergens": At computeren i sidste ende simulerer alle de "elektroniske medier" (og flere af de mekaniske) samtidig, hvorved der kan udvikles ekstra egenskaber der giver mulighed for at de enkelte simulerede "medier" (eller i min terminologi: Teknologier) virker ind på hinanden. Så man fx kan lave fjernsynsudsendelser der til en vis grad er redigeret af seeren – fx ved at man selv har et antal små skærme at vælge fra fra hvilken vinkel fodboldkampen eller realityshowet skal ses.

Endelig adskiller en computer sig "[...] fra tidligere former for skriftsprog, fordi den både kan indeholde alle disse og en mangfoldighed af ikke-skriftlige symbolske udtryk (f.eks. billeder) i et og samme alfabet" (Finnemann 2000: 48). En computer er vel ikke et skriftsprog, så Finnemann må i udsagnet mene at computerteknologien indebærer anvendelsen af et skriftsprog på en måde som kan beskrive andre symbolske udtryk. Finnemann siger videre at de øvrige alfabeter er forbundne med sprog som indebærer en tvingende sammenhæng mellem alfabet, syntaks og semantik, mens der i computeren ikke er sådanne bindinger. Det forekommer mig at Finnemann behandler computeralfabetet og de menneskesproglige alfabeter i to forskellige niveauer af deres anvendelser. Når computerens alfabet skal indgå i konkrete anvendelser, er der særdeles snævre rammer for syntaks og semantik – det ved enhver der har prøvet at programmere en computer, om det er i maskinkode eller i et højniveausprog. Modsat kan fx det latinske alfabet i princippet anvendes til at beskrive alle sprog, og har i den forstand en fri syntaks og ingen bindinger til semantik. Det er således også sådan at højniveaucomputersprog skrives i det latinske alfabet.

Det sidste begreb i Finnemanns opregning af de definerende træk ved en computer, semantik, er lidt mere problematisk. Inden for sprogvidenskaben anvendes ordet semantik om den del af sprogvidenskaben der beskæftiger sig med hvad ordene betyder hver for sig og sammen. Underforstået hvad de betyder for mennesker. Og indimellem anvendes ordet semantik om den konkrete betydning af en konkret sætning. Man kan tale om sætningens semantik (hvad man også kunne kalde sætningens betydning). Når jeg siger: "Hej med dig", betyder det (sandsynligvis) at jeg har set dig, at jeg genkender dig og at jeg er din ven.

Inden for computervidenskaben anvender man ordet semantik om algoritmers "betydning":

Computer science, as any other discipline, needs both syntactic rules to corretly form its "sentences" and semantic rules to assign them a meaning (Mandrioli & Ghezzi 1987: 286).

Den mening som en algoritme har, er ikke helt det samme som den mening en sætning har. En algoritme er en handlingsbeskrivelse: Når denne algoritme aktiveres, udfører computeren skridt der kan beskrives i menneskesprog med dette eller hint ord. Når jeg fx vil lave en algoritme der skriver "Hej med dig" på skærmen, kan jeg skrive: Print "Hej med dig". Print giver ikke mening i den forstand at det fortæller mig noget om hvad andre mener; det giver mening som en beskrivelse af hvad computeren gør, når den processerer en algoritme der består af en lang række trin, der til sammen kan kaldes print.

En højniveausprogssemantik kan således forstås som en oversættelse af stadig mere "maskinnære" beskrivelser af computerens handlinger:

In conclusion, formal semantics of a formal notation, such as the definition of state transformations of a TM [en Turingmaskine, jb], is nothing else than a translation between different formalisms [...].

The need for mathematical concepts suitable to defining language semantics formally can thus be rephrased as the need for formal translation mechanisms suitable to describing the meaning of complex formal objects in terms of simpler ones, which should be closer to the reader's intuition (Mandrioli & Ghezzi 1987: 291f.).

Inden for computervidenskaben anvendes ordet semantik således i en metaforisk betydning: Handlingen betyder noget i den forstand at den gør en forskel ved at forandre nogle tilstande i verden (i computeren).

Når computeren anvendes som kommunikationsteknologi, kommer algoritmer til ikke bare at få en semantik i metaforisk forstand, men også i traditionel forstand. Algoritmerne producerer tegn i et bæremedium og disse tegn har en betydning for mennesker, hvis de er i overensstemmelse med en given semantik.

Jeg kan ikke helt gennemskue hvilken af de to betydninger af semantik, Finnemann forholder sig til, når han siger:

• For det første kan vi frit vælge, om vi vil bruge en formal semantik – f.eks. til at udføre en beregning eller logisk procedure, eller vi vil bruge en sproglig semantik – som vi gør, når vi bruger computeren til at skrive en tekst (der er et program for frembringelsen af et /a/ og et /b/ og et /c/, men ikke for kombinationen af bogstaverne i et ord eller en sætning) – eller en visuel semantik, når vi bruger den til at lave billeder.

• For det andet kan vi vælge at bruge flere forskellige semantikker sideløbende eller samtidigt – hvilket f.eks. er tilfældet, når vi bruger computeren til tekstbehandling, hvor vi både styrer den ved hjælp af en ikonografisk eller formel semantik og ved hjælp af den sproglige semantik (Finnemann 2000: 45).

Hvis Finnemann mener at outputtet i interfacet (fx skærmen) kan antage forskellige former så det kan tolkes i overensstemmelse med forskellige semantiske systemer, som ikoner, som tal, som tekst og som billeder, så er det jo indlysende – men ikke noget karakteristikum for computeralgoritmer og skærminterfacet, det samme gør sig jo gældende ved bogtryk, skrivning/tegning, fjernsyn osv. Hvis Finnemann henviser til en computerteoretisk forståelse af begrebet semantik, kan jeg ikke se det giver nogen mening: Computeren "forstår" alle output på skærmen som det samme: En blanding af lys fra tre lyskilder (blå, rød og grøn). Outputtet kommer i stand ved at nogle algoritmer processerer et input og kalder andre algoritmer med deres output som giver "mening" som input for disse algoritmer og som de processerer til et output, fx på skærmen. Derfor er der for computeren ikke nogen (ontologisk) forskel på "formal semantik" og "sproglig semantik". Jeg holder mig således til den første tolkning: At Finnemann mener at outputtet i interfacet kan være kodet i overensstemmelse med forskellige semantikker, så det kan opfattes som hhv. tal, ikoner, bogstaver og billeder. Men som sagt er det en uvæsentlig påpegning i et forsøg på at indkredse det særlige ved computeren idet det også gælder for andre teknologier at deres mærker kan tolkes som tal, bogstaver, ikoner og billeder eller som musik, sang, tale og larm. At vi kan bruge flere semantikker samtidig gælder på samme måde også for alle mulige andre teknologiers frembringelser.

Når Finnemann siger at interfacet bestemmer syntaksens semantik, tolker jeg det som en påpegning af, at et interface, fx en skærm, forandrer tilstand som følge af en algoritmes syntaks, og denne forandring giver mening for mennesker. I den forstand er Finnemann således her på linie med den traditionelle sprogvidenskabs forståelse af ordet semantiks betydning. Påpegningen er desuden interessant fordi den kan åbne for den forestilling at computeren kan oversætte mellem forskellige udtryksformer: En algoritme kan resultere i et billede på en skærm og i lyd i højtalerne:

At de visuelle udtryk foreligger i samme symbolske form som tekstlige og andre udtryk (f.eks. auditive), således at vi ud fra samme rådata selv kan vælge mellem – eller supplere – visuelle, formelle og tekstlige fremstillingsformater (Finnemann 2000: 57).

Det er helt korrekt. Problemet er bare, at den samme syntaks ikke kan resultere i både et meningsfuldt billede og i meningsfulde lyde (og under alle omstændigheder ikke i den samme mening). Et billede siger ikke bare mere end 1000 ord, det siger også noget fundamentalt anderledes.

Disse overvejelser over algoritmebegrebet fører mig til følgende konklusion:

Det interessante ved computerens algoritmer er at det er muligt at give dem input og derved påvirke deres output. I kommunikationsmæssig sammenhæng betyder det at man kan producere en meddelelse som først produceres færdig i interaktionen mellem konsumenten og computerens algoritmer.

Dette interaktivitetsaspekt ved computerteknologien behandler jeg nærmere i næste afsnit.

¹Syntaks kommer af græsk og betyder sammenstilling. Ofte anvendes ordet syntaks om en beskrivelse af hvordan man på et sprog normalt sammensætter ord. Men man kan også tale om en sætnings syntaks og så mene måden hvorpå ordene er sammensat i sætningen. Det er sådan Finnemann anvender ordet. En algoritmisk syntaks betyder således en måde at sammenstille binære tal på så de beskriver en given handlingsfølge (algoritme).

²Finnemann kan muligvis være uenig med mig i udlægningen af at semantik er det der giver mening for mennesker. Jf. min diskussion af semantikbegrebet nedenfor.