4.1.4. Modalitet

Modalitet eller modus er et begreb med mange betydninger. Først og fremmest anvendes det på to meget forskellige niveauer – og det er der faktisk ingen problemer i. Inden for sprogvidenskaben anvender man ofte begrebet modalitet eller modus, når man vil karakterisere måden en ytring siges på; fx om man siger skal, vil, bør eller et af de andre såkaldte modalverber. Jeg er på dette område inspireret af Jørgen Chr. Bangs anvendelse af ordet modalitet og anvender det bredt om alle de træk ved en ytring der er forbundet med hvad producenten mener om sagen og dens eksistensmodus og om hvad konsumenten skal gøre eller mene om sagen. Modalitet er i denne betydning en af sprogets tre basale aspekter; deixis og metafor er de to andre (jf. Bang 2001).

Men begrebet modalitet eller modus (jeg anvender den latinske betegnelse i tråd med dansk grammatisk tradition; det svarer til engelsk: Mode) anvendes også inden for den mere kommunikations- og "medie"-orienterede forskning. Her er anvendelsen desværre også uklar som det er tilfældet med mediebegrebet.

Som en første tilnærmelse til hvad modalitet betyder, vil jeg give nogle eksempler på hvordan det kan bruges. En tekst kan være skreven eller talt; den er i skreven eller talt modus, et billede kan være figurativt, ikonografisk, skematisk, non-figurativt¹ osv. Man kan tale om at billedet er i figurativ modus osv.

Som det fremgår er der på den ene side tale om et begreb som betegner en handling: Skrivning, talning (jeg anvender denne ualmindelige form for konsistensens skyld) osv. (og de tilsvarende konsumerende handlinger: Læsning, lytning). Og på den anden side er der tale om en måde at betegne et træk ved en tekst.

Behovet for begrebet modalitet opstår fordi man kan udføre fx handlingen at skrive på mange forskellige måder, alt efter hvilken teknologi man anvender. Man kan taste på tastatur, man kan skrive med blyant, man kan strege i sandet med foden osv.²

Jeg vil foreslå at man sørger for at holde den konkrete teknologianvendelse ude af forståelsen af modus og fokuserer på det andet. Hvad dette andet er, er så spørgsmålet.

Gunther Kress og Theo Van Leeuwen fik med deres bog Multimodal discourse: The Modes and Media of Contemporary Communication fra 2001 sat modalitetsbegrebet på den internationale dagsorden; således blev The second International Conference on Multimodality holdt i Kristianssand i 2004.

Kress tager begrebet op igen i sin bog Literacy in the New Media Age fra 2003, og det er denne fremstilling jeg vil tage som udgangspunkt for min videre diskussion af begrebet.

Kress definerer mode således:

Mode is the name for a culturally and socially fashioned resource for representation and communication (Kress 2003: 45).

Ved at sige at modus er en resurse, hævder Kress at modus er noget (kulturelt og socialt formet) der står til rådighed for den enkelte at tage i brug for repræsentation og kommunikation; man kunne også kalde det en kompetence. Men hvis det er noget der står til rådighed, hvad er det så vi ser på papiret og kalder skrift, eller hører og kalder tale?

Jeg vil definere modus i overensstemmelse med de eksempler jeg gav ovenfor – og i overensstemmelse med den anvendelse også Kress gør af ordet – så den lyder:

Modus er de regler en tekst mærkes hhv. perciperes med. Og modus er et træk ved teksten som afhænger af hvordan den er mærket og skal perciperes.

I den forstand kan man sige at en modus forudsætter en resurse: Man skal kunne skrive eller tale for at gøre det. Men resursen er ikke en modus, det er en kompetence.

De regler jeg omtaler i definitionen, kan være svære at adskille fra begrebet sprog; men der er den forskel at sprog – dansk fx – er et system der ligger under de regler der indgår i modus. Således har talning, skrivning og nogle former for ikonografering (de mere rebusagtige) det danske sprog til fælles; men det er til en vis grad forskellige facetter af sproget der tages i anvendelse.

Således kan man analytisk forestille sig fænomenet "skrivning" som fællestrækket ved skrivning i hånd, skrivning på computer, skrivning på mobiltelefon, skrivning på pda osv. Fællestrækket er i dette tilfælde formningen af bogstaver til ord. Selve formningen er forskellig – og altså ikke en del af modaliteten, men en del af håndteringen af teknologien.

Som det fremgår af anden del af min definition, er modus også et træk ved den manifesterede tekst. Modus er således et udtryk for at hvis mærkerne skal konsumeres (og teksten aktualiseres individuelt), skal man læse dem som skrift. Mærkerne – den manifesterede tekst – er skriftlige.

Det vil sige at en tekst som består af bogstaver der kan læses som ord og ytringer, er skriftlig; en tekst der består af lyde der kan opfattes som ord, er talesproglig; en tekst der består af farver og kan opfattes som en afbildning af noget, er figurativ; en tekst som består af farver der skifter og kan opfattes som en afbildning af "levende" figurer, er filmisk osv. Nedenstående figur er en oversigt over ord vi anvender til at omtale produktion, konsumption og tekst der er mærket i forskellige modaliteter.

Oversigt 8. Eksempler på modaliteter.

Forskellige modaliteter giver forskellige fordele og ulemper og fordrer forskellige kompetencer. Derfor er det interessant at undersøge centrale modaliteters karakteristika. Jeg fokuserer på skrift og modaliteter af mærker der typisk optræder på en skærm.

Kress sammenligner "the logic of writing" med "the logic of the image" (Kress 2003: 19). Kress' brug af ordet image er lidt uklar, for hvilke typer billedlige produktioner eller tekster tænker han på? Jeg tolker det således at han tænker på alle de modaliteter som mærker kan mærkes i på papir og skærm, og som ikke er skrift (dvs. ikonisk, skematisk, figurativ, filmisk osv.).

Kress fremhæver skriftens "sequence in time, leaning heavily still on the temporal logic of speech" (Kress 2003: 20). Denne tidens logik, som i skriften kommer til udtryk som en lineær struktur, modstiller Kress med billedets spatiale/simultane logik: "All the elements of the image are related in spatial arrangements, and they are simultanous present" (Kress 2003: 20). Skriftens elementer ordnes på en højt konventionaliseret måde, mens billedets elementer ordnes i et mere eller mindre konventionaliseret og spatialt samtidigt "display" (Kress 2003: 20). Det interessante for Kress er påpegningen af at papiret har været skriftens medium og at skærmen i høj grad er billedets medium. Derfor er der ved at ske det at skriften bliver påvirket af billedets logik. Dette vil få "profound effects on writing" (Kress 2003: 20), således at ikke bare skrift der er mærket på skærmen, men også den der mærkes på papir i stadig højere grad også vil være påvirket af billedets spatiale logik.

Kress giver ikke i nogen særlig udstrækning empirisk belæg for sine udsagn, men jeg vil alligevel tilslutte mig hans hypotese fordi den forekommer mig at have fat i en væsentlig udvikling, som er interessant både i relation til de læsekompetencer som en mere spatialiseret skriftlighed fordrer og i relation til det produktive aspekt: Hvordan produceres vellykkede skærmudtryk med skrift der også er organiseret efter spatialitetens princip.

Inden for en gren af literacy-forskningen der beskæftiger sig med forholdet mellem "orality" og "literacy", har der været mange forsøg på at beskrive forskellene på talt og skrevet sprog. Således siger en af forskningstraditionens store navne, Walter J. Ong, at tale i modsætning til skrift er:

Additive rather than subordinative [...] Aggregative rather than analytic [...] Redundant or 'copious' [...] Conservative or traditionalist [...] Close to the human lifeworld [...] Agonistically toned [...] Empathetic and participatory rather than objectively distanced [...] Homeostatic [...] Situational rather than abstract (Ong 1997: 37ff.).

Forestillingen om et determinationsforhold mellem en modus og kulturelle, sociale og mentale forhold er tiltrækkende, men sammenhængen er ikke envejsdetermineret. Det bliver jo meget tydeligt i vores tid hvor skrift i høj grad anvendes i traditionelle talesproglige sammenhænge, fx chat, instant messaging, sms osv. Når jeg karakteriserer skriften vil det således ikke være i form af dens konsekvenser for mentale, sociale og kulturelle forhold³, men i form af karakteristikker af hvilke aktiviteter der er mulige og lettilgængelige med denne modus (jf. fx 5.3.2.2.).

¹Jeg anvender ordet non-figurativt i mangel på et bedre ord for det der nok giver mening, men ikke "ligner" noget.

²Og man kan sågar tale til en computer som til en vis grad er i stand til at omsætte talen til skrift; det vil jeg også kalde skrivning fordi man nok bruger munden, men må gøre det i overensstemmelse med reglerne for skrift.

³Det er helt sikkert at sådanne karakteristikker er yderst interessante, og at det faktisk også er muligt at sige noget om forskellige modaliteters konsekvenser for mentalitet, samfund og kultur (jf. fx Bundsgaard 2000: 47ff.). Men det er et væsentlig mere komplekst spørgsmål end Ong gør det til.