4.1.1. Deltagere

Der er altid tre væsensforskellige deltagere i en dialog. Dem der siger noget (S₁ for subjekt 1), dem der siges noget til og som lytter (S₂) og dem der på anden måde påvirker og påvirkes af dialogen (S₃).

I løbende tekst kalder jeg ofte S₁ for producenten og S₂ for konsumenten. Begrebet producent har jeg valgt i stedet for det mere almindelige afsender-begreb. Begrebet afsender vil jeg anvende når der er tale om en meddelelse der er produceret af en person eller gruppe af personer, der bringer en ikke selvproduceret tekst ind i en dialog; det kan fx være læreren der kommer med en roman eller en avisartikel, og derigennem autoriserer denne tekst som relevant at beskæftige sig med. Et andet eksempel er tv-stationer (dvs. institutioner) der er afsender af udsendelser produceret af selvstændige produktionsselskaber.

Jeg anvender begrebet konsument for at understrege at "modtageren" ikke kun er passiv, men også aktivt gør teksten til sin egen, integrerer den i sin person.

I en mundtlig dialog, en chat, en emailudveksling osv. skiftes deltagerne til at have rollen som S₁ og S₂, mens andre teknologier og medier som fx tv, radio og bøger, lægger op til mere faste roller.

Det er Bang og Døørs fortjeneste at pege på den sidste kategori, S₃, som en overset, men afgørende faktor i kommunikationssituationen. Ligegyldigt hvilken situation vi er i, vil vi altid tage nogle valg, sige noget, der er påvirket af og som påvirker andre. Forældrene der diskuterer børneopdragelse, censor og eksaminator som mere indlysende eksempler, men også de elskende vil være påvirket af forældrenes opdragelse, internaliseret skamfølelse osv., og deres kommunikation kan fx påvirke forholdet til venner eller børn. Med baggrund i det dialektiske aksiom (jf. 2.) er S₃ i princippet alle mennesker i verden, men naturligvis er der nogle der er mere interessante at beskæftige sig med end andre i en analyse af en kommunikationssituation.

Deltagerne i en kommunikationssituation kan være personer af kød og blod, og det kan være institutioner.

Oversigt 4. En institutions konstituerende træk

Det er meget almindeligt at tale om institutioner som om de var personer med vilje og trang, som jeg gør i den sidste pind. En sådan personificering er en måde at forenkle omtalen af de faktiske forhold på, men det kan samtidig let betyde at vi kommer til at komplicere og mystificere forholdene og derved til på basis af personificeringsmetaforen at drage konklusioner som der ikke er belæg for.¹

Jeg vil fremhæve tre karakteristiske træk ved mennesker. Jeg postulerer ikke at disse træk eller karakteristika er de eneste eller udgør en udtømmende bestemmelse. Jeg finder de tre karakteristika gennem en enkel analyse: Mennesket er i verden (står i relation til andre og til dyr og ting), vil noget (har en intentionalitet, en rettethed) og kan noget. Det er en længere filosofisk diskussion at begrunde denne analyse yderligere og det ligger uden for afhandlingens fokus, så jeg vil nøjes med at fremsætte dette ene argument og ellers lade stå som en uunderbygget hypotese at her har vi tre karakteristika som er væsentlige at inddrage i sine overvejelser over undervisning.

En kritik af afhandlingen der tager udgangspunkt i en argumentation for at disse tre karakteristika er uvæsentlige eller utilstrækkelige, vil være relevant og alvorlig. De tre karakteristika ligger nemlig til grund for flere af anbefalingerne i afhandlingens praktiske del.

Mennesker kan karakteriseres ved at have:

• Motivation
• Forudsætninger/kompetencer
• Sociale relationer, positioner og påvirkninger

Jeg behandler hver af karakteristikaene nærmere i 4.2.1.

¹Jf. min artikel "Slørede subjekter" (Bundsgaard 2002a) om hvordan vi kan komplicere de objektive forhold gennem sproglige forenklinger.