Dette er den printervenlige udgave. Klik her for skærmudgaven. | Luk vindue

4.1. En generel kommunikationssituationsmodel

Som omtalt i indledningen (2.) er mit videnskabsteoretiske udgangspunkt Bang & Døørs dialektiske sprogteori og -filosofi. Det følgende bygger og udfolder overvejende på deres sprogteori (bl.a. Bang & Døør 1998, Bang & Døør 1995, Bang 2001).

Enhver kommunikationssituation udgøres af en række konstituenter. Der skal være nogen (en producent og en konsument) der kommunikerer om noget (et objekt), de skal have et eller flere medier at sætte mærker i med en kommunikationsteknologi så de kan opfatte dem som tekst.

Producenten (S₁) og konsumenten (S₂) kan være personer eller grupper af personer, eller det kan være institutioner. Desuden er der altid personer der påvirker eller påvirkes af dialogen. Jeg kalder dem for S₃.

Medium kommer af det latinske medius, der betyder 'i midten'. Et medium, eller mere præcist et bæremedium, er altså mellem noget andet, i kommunikationssammenhænge imellem dem der kommunikerer. Jeg vil anvende ordet om den konkrete fysiske substans, det objekt, som mærker kan sættes i. Mærker sættes og konciperes med en kommunikationsteknologi. En kommunikationsteknologi er et fysisk eller mentalt redskab som følger regler (herunder fysiske love som tyngdekraft osv.) og algoritmer (som er menneskeskabte regler der er "lagt ind i" teknologien), og som mennesker kan interagere med. En kommunikationsteknologi kan indebære at en meddelelse "opbevares" indtil den aktualiseres som mærker i et medium. Til at opbevare meddelelsen anvendes et hukommelsesmedium.

Mennesker har kompetencer til at håndtere en given kommunikationsteknologi.

Et tegn eller et symbol er en mental og kropslig relation (genkendelse af eller analogi til indre og ydre fænomener) og emotion som evt. vækkes af eller kan relateres til mærker i medier. En helhed af tegn er en tekst.

Disse begreber kan relateres til hinanden som i følgende model. Modellen er inspireret af Jørgen Chr. Bang og Jørgen Døørs kommunikationsmodel, også kaldet SOME-modellen eller dialogmodellen (Bang & Døør 1995:10).

Figur 1. Kommunikationssituationen

De lodrette streger mellem M og M og mellem T og S skal symbolisere at det ene er ved eller i det andet. Mærkerne er således i mediet, og teksten er i subjektet. Hvert subjekt har således en individuel tekst (jf. 4.1.2.) som i princippet er utilgængelig for de andre. I det følgende gennemgår jeg begreberne et for et. Jeg vil lægge klart mest vægt på begreberne teknologi, mærke og medium fordi det er begreber der er megen uklarhed omkring i såvel daglig tale som i forskningslitteraturen, og fordi det er min opfattelse at en grundig undersøgelse af teknologi og mediums konstitution kan lære os meget om hvilke kommunikationsformer der er mulige og mest sandsynlige med de givne teknologier og medier, og hvilke muligheder og udfordringer dette kan give i undervisningsammenhæng.

4.1.1. Deltagere

Der er altid tre væsensforskellige deltagere i en dialog. Dem der siger noget (S₁ for subjekt 1), dem der siges noget til og som lytter (S₂) og dem der på anden måde påvirker og påvirkes af dialogen (S₃).

I løbende tekst kalder jeg ofte S₁ for producenten og S₂ for konsumenten. Begrebet producent har jeg valgt i stedet for det mere almindelige afsender-begreb. Begrebet afsender vil jeg anvende når der er tale om en meddelelse der er produceret af en person eller gruppe af personer, der bringer en ikke selvproduceret tekst ind i en dialog; det kan fx være læreren der kommer med en roman eller en avisartikel, og derigennem autoriserer denne tekst som relevant at beskæftige sig med. Et andet eksempel er tv-stationer (dvs. institutioner) der er afsender af udsendelser produceret af selvstændige produktionsselskaber.

Jeg anvender begrebet konsument for at understrege at "modtageren" ikke kun er passiv, men også aktivt gør teksten til sin egen, integrerer den i sin person.

I en mundtlig dialog, en chat, en emailudveksling osv. skiftes deltagerne til at have rollen som S₁ og S₂, mens andre teknologier og medier som fx tv, radio og bøger, lægger op til mere faste roller.

Det er Bang og Døørs fortjeneste at pege på den sidste kategori, S₃, som en overset, men afgørende faktor i kommunikationssituationen. Ligegyldigt hvilken situation vi er i, vil vi altid tage nogle valg, sige noget, der er påvirket af og som påvirker andre. Forældrene der diskuterer børneopdragelse, censor og eksaminator som mere indlysende eksempler, men også de elskende vil være påvirket af forældrenes opdragelse, internaliseret skamfølelse osv., og deres kommunikation kan fx påvirke forholdet til venner eller børn. Med baggrund i det dialektiske aksiom (jf. 2.) er S₃ i princippet alle mennesker i verden, men naturligvis er der nogle der er mere interessante at beskæftige sig med end andre i en analyse af en kommunikationssituation.

Deltagerne i en kommunikationssituation kan være personer af kød og blod, og det kan være institutioner.

En institutions konstituerende træk En institution er kendetegnet ved at nogle personer inkarnerer eller repræsenterer den og står i (hierarkiske) relationer til hinanden og personer uden for institutionen, arbejdsgangen og hierarkiet er beskrevet ved implicitte og eksplicitte regler, den har eksplicitte og implicitte formål, mål og opgaver, den står i relation til andre institutioner og til personer og ved at den har overlevelsestrang og kæmper om magt og privilegier med andre institutioner og personer.

Oversigt 1. En institutions konstituerende træk

Det er meget almindeligt at tale om institutioner som om de var personer med vilje og trang, som jeg gør i den sidste pind. En sådan personificering er en måde at forenkle omtalen af de faktiske forhold på, men det kan samtidig let betyde at vi kommer til at komplicere og mystificere forholdene og derved til på basis af personificeringsmetaforen at drage konklusioner som der ikke er belæg for.¹

Jeg vil fremhæve tre karakteristiske træk ved mennesker. Jeg postulerer ikke at disse træk eller karakteristika er de eneste eller udgør en udtømmende bestemmelse. Jeg finder de tre karakteristika gennem en enkel analyse: Mennesket er i verden (står i relation til andre og til dyr og ting), vil noget (har en intentionalitet, en rettethed) og kan noget. Det er en længere filosofisk diskussion at begrunde denne analyse yderligere og det ligger uden for afhandlingens fokus, så jeg vil nøjes med at fremsætte dette ene argument og ellers lade stå som en uunderbygget hypotese at her har vi tre karakteristika som er væsentlige at inddrage i sine overvejelser over undervisning.

En kritik af afhandlingen der tager udgangspunkt i en argumentation for at disse tre karakteristika er uvæsentlige eller utilstrækkelige, vil være relevant og alvorlig. De tre karakteristika ligger nemlig til grund for flere af anbefalingerne i afhandlingens praktiske del.

Mennesker kan karakteriseres ved at have:

• Motivation
• Forudsætninger/kompetencer
• Sociale relationer, positioner og påvirkninger

Jeg behandler hver af karakteristikaene nærmere i 4.2.1.

4.1.2. Tekst, kontekst og objekt

Begrebet tekst anvender vi i daglig tale om to væsensforskellige fænomener. For det første anvender vi det om noget der objektivt kan betragtes, nemlig mærkerne² i mediet. Jeg kalder dette for den manifesterede tekst, eller blot teksten når konteksten udelukker tvivl. En avisartikel er fx en tekst vi kan pege på og undersøge. For det andet anvender vi begrebet om det fænomen der er "i" os når vi konsumerer mærkerne i mediet. I denne betydning er teksten en art meningshelhed som kun eksisterer i det øjeblik mærkerne konsumeres, og som kun vi selv har adgang til. Man kan tale om den konsumerendes forståelse af den objektivt tilstedeværende eller den manifesterede tekst. Jeg kalder dette for den individuelle tekst. Nok er teksten et individuelt fænomen og noget som er utilgængeligt for andre, men en tekst er samtidig produceret ved læsning af en manifesteret tekst, og denne tekst kan derfor siges at determinere den individuelle tekst. Men determinationen af den individuelle tekst sker i dialektisk samspil med alle de andre faktorer i kommunikationssituationen (hvad en tekst betyder for den enkelte, afgøres altså af hvem der har produceret den, hvem den er produceret til, med hvilke teknologier, i hvilke sammenhænge osv.).

Grænserne for hvad der er én tekst, er flydende og bestemt af mange faktorer. En tekst kan udgøres af et uddrag af en anden tekst, den kan være en samling af andre tekster (en montage), det kan være en tekst blandt andre (en leksikon- eller avisartikel) osv. Det der i den ene situation opfattes som én tekst, kan i en anden opfattes som flere (evt. forbundne) tekster; fx kan en webside der består af en nyhedsliste, en introduktion, en menu osv. betragtes som både en og flere tekster. Hvis konsumenten opfatter en samling af mærker som tekst eller hvis afsenderen karakteriserer eller udnævner (og har en position der giver magt til det) noget som en tekst, så er det en tekst.

Bang & Døør har udviklet en model over betydning som inkorporerer de sociale aspekter. De kalder modellen "Den semanitske matrix" (Bang & Døør 1995:19ff.). Heri skelner de mellem 4 typer mening. Den individuelle mening som er den opfattelse individet "normalt" har af et begreb, den sociale mening som er den opfattelse, individet har af den "normale" betydning af begrebet, den sociale import som er den opfattelse individet har af hvad begrebet har af betydning i sammenhænge der ligner den aktuelle, og endelig den personlige betydning som er den betydning begrebet tillægges i den aktuelle sammenhæng.

Tekster kan produceres i forskellige modaliteter. Det kommer jeg ind på i 4.1.4.

En dialog har en kontekst. Det vil sige at der er omgivelser der har indflydelse på hvad der siges, og som det der siges, har indflydelse på. Jeg bygger på en dialektisk teori der siger at alt er forbundet (jf. 2.). Således er konteksten for en dialog i princippet hele verden. Men i praksis er der naturligvis forskel på hvad der er relevant kontekst. Det vil være op til den enkelte sammenhæng at undersøge og argumentere for hvad der er relevant og hvad man kan se bort fra.

En dialog er altid kommunikation om noget. Jeg kalder det objektet med Bang & Døør. Et objekt i denne betydning kan være et abstrakt fænomen som bruttonationalproduktet, det kan være ikke-eksisterende som spøgelser, det kan være begivenheder osv.

4.1.3. Teknologi, mærke og medium

Et af medieforskningens største problemer er manglen på holdbare forståelser af hvad forskningens centrale begreber betyder. Det vil jeg gøre et forsøg på at udrede i dette afsnit og underafsnittene hertil.

Begrebet medium/medie har i hvert fald 5 betydninger i daglig tale:

1. Nyhedsmedier: De institutioner der producerer og formidler nyheder i tv, radio, aviser, på internettet osv.

2. Det rum eller det stof hvori en proces finder sted (kanalen hos Roman Jakobson).

3. Den teknologi der frembringer, fremfører, omdanner og gengiver signaler (mobiltelefonen, computeren, fjernsynet).

4. De objekter på hvilke computerdata opbevares (fx cdskiver, bånd, harddisk).

5. Det fysiske objekt som signalet eller mærkerne sættes i (papir, fjernsynsskærm). I en lidt videre forstand kaldes også en samling af den type medier, fx en bog, for et medium.

Det er ikke et problem at det samme ord (de samme lyde eller de samme bogstaver) bruges om noget forskelligt, men det er et problem hvis der hverken er enighed om hvad man mener i konkrete sammenhænge, endsige klarhed over at man kan mene noget forskelligt med det samme ord i forskellige sammenhænge. Det er i høj grad tilfældet inden for samtaler og tekster hvor ordet medie eller medium indgår.

Jeg vil give et eksempel på denne problematik. Eksemplet stammer fra en grundbog inden for en række dansk- og medieuddannelser, Medier og Kultur (Drotner m.fl. 1997)³. Efter dette eksempel tager jeg udgangspunkt i et af de bedre forsøg jeg har mødt på definition af begreberne forbundet med medier og teknologi, nemlig Niels Ole Finnemanns bestemmelse af computer-"mediet" fra artiklen "Computeren: Et medie for en ny skriftteknologisk revolution" (Finnemann 2000).

På baggrund af denne behandling opstiller jeg en række fordringer til de indgående begreber, og afslutningvis præsenterer jeg et bud på hvilke begreber og relationer der må indgå i forbindelse med medium og teknologi for at vi kan forstå hvad vi har med at gøre.

De følgende afsnit kan forekomme forholdsmæssigt omfattende i lyset af afhandlingens fokus. Men jeg har fundet det nødvendigt med så grundig en behandling af to grunde. Den første har jeg nævnt: Der er mangel på holdbare forståelser af de centrale begreber i relation til mediebegrebet. Den anden er at jeg gennem de indimellem opremsende og karakteriserende analyser af begreber og fænomener, får lagt et fundament for karakteristik af forskellige medier og teknologier, karakteristikker jeg kan bruge som grundlag for forklaring af teknologiers og mediers funktion i undervisningssituationen. De begreber jeg introducerer i det følgende, vil jeg således gøre brug af særlig i de praksisomhandlende afsnit (5.3.).

4.1.3.1. Mediebegrebet i Medier og Kultur

Medier og Kultur: En grundbog i medieanalyse og medieteori er skrevet af fire anerkendte danske medieforskere, der i dag alle er professorer (ved tre forskellige universiteter). Bogen må således formodes at være formidling af state of the art-forskning inden for medievidenskaberne.

I det første kapitel af Medier og Kultur præsenteres læseren for et ”minileksikon”. Ordet minileksikon opfatter jeg som et udsagn om at her er ordene defineret konsistent og stramt – og således som de anvendes i resten af bogen. Jeg citerer den første del af dette minileksikon:

Medier henviser til teknologier, der kommunikerer til et publikum. Det er massemedierne – radio, film, tv, aviser, bøger, computermedier – der står i centrum for fremstillingen, men vi bruger ordet 'medier' for at understrege lighederne mellem massemedierne og andre bærere af kommunikation. Eksempelvis befinder computermedier sig på grænsen mellem massekommunikation og samtale mellem få personer, og i et historisk perspektiv havde mange tidlige aviser kun nogle få tusinde læsere. I dag er radio og tv en integreret del af samtalen i mange danske hjem efter arbejdstid.

Endnu en grund til at tale om 'medier' i bred forstand er den flydende grænse mellem mundtlige og skriftlige kommunkationsformer. Når paven forkynder juleevangeliet i Peterskirken i Rom, og oplæsningen hvert år ses af omkring 1 milliard mennesker, så læser han teksten op, mens oplæsningen transmitteres elektronisk i lyd og billede. Alligevel oplever man det som en mundtlig forkyndelse, hvor pavens nærvær i stemmen spiller en væsentlig rolle.

Bagved disse forskelle og forbindelser ligger det grundlæggende skel mellem interpersonel og medieret eller massekommunikation. Massemedierne trækker i deres udtryksformer ofte på den umiddelbare, interpersonelle samtale, og hverdagens samtaler tager ofte udgangspunkt i den middelbare kommunikation, som medierne tilbyder.

Kommunikation henviser således til den proces, som medierne gør mulig i stor skala – udvekslingen af mening – og som over tid bidrager til en større, sammenhængende kultur. Kommunikation har som sagt to dimensioner i sig: Information eller indhold findes 'i' medierne som en afgrænset struktur af mening, et produkt, der kan overføres i en transmission. Samtidig fremstilles og modtages produktet i en proces, der udgør et ritual, og som påvirkes af en lang række økonomiske, politiske og kulturelle faktorer. Journalisten må i sin daglige arbejdsproces tage hensyn til sin deadline og de begrænsede resourcer, og læserne, der modtager hans/hendes produkt, må fortolke, forarbejde og bruge det, inden nyheden giver mening for dem (Drotner m.fl. 1997: 11).

I den første sætning: ”Medier henviser til teknologier, der kommunikerer til et publikum” bestemmes medier i første omgang som den teknologi hvormed kommunikation foregår. Men i sidste del af sætningen sker der en glidning, idet medier ikke alene personificeres, så mediet gøres til det der kommunikerer, men også begrænses til at være af en art hvor der er et publikum.

I næste sætning indkredses bogen Medier og Kulturs genstandsområde til at være noget forfatterne kalder massemedier. Massemedier kan betyde noget der har mange modtagere, men det kunne også betyde noget der er mange af. Her gives der eksempler på hvad skribenterne forstår ved medier: Radio, film, tv, aviser, bøger, computermedier. Men hvilke dele af teknologien opfatter forfatterne som medium? Er det fjernsynsteknologien fra kamera over optager og redigeringsanlæg til sendemaster, modtager og billedrør? Er det avisen fra papirmøllen over trykkeriet til distributionen?

I den følgende sætning anvendes ordet tilsyneladende i en anderledes betydning: ”[...] vi bruger ordet 'medier' for at understrege lighederne mellem massemedierne og andre bærere af kommunikation”. Medier er altså bærere af kommunikation. Der kunne dermed menes at fjernsynsteknologien i overført forstand bærer meddelelsen i alle sine transformerede fremtrædelser (som bl.a. lys, elektriske signaler og radiobølger), men der kunne også mere konkret menes at medier er fysiske genstande som bærer mærker der kan opfattes som kommunikation.

Hvis den ene side af sammenligningen er massemedier, hvad er det så der sammenlignes med? I eksemplet sammelignes "computermediet" med samtalen mellem få personer, idet det befinder sig "på grænsen mellem massekommunikation og samtale mellem få personer". Samtale mellem få personer involverer således et medium som kan være bærer af kommunikationen (ellers giver sammenligningen ikke mening, da den skal eksemplificere lighederne mellem massemedier og medier slet og ret). Hvis det var teknologien der var bærer af kommunikationen i de foregående sætninger, hvad er så bærer af kommunikationen i samtalen?

Springer vi et afsnit over læser vi: "Bagved disse forskelle og forbindelser ligger det grundlæggende skel mellem interpersonel og medieret eller massekommunikation." Her tyder det på at forfatterne ikke mener at interpersonel kommunikation indebærer medier, hvilket understøttes af at den interpersonelle samtale kaldes umiddelbar og den kommunikation som "medierne tilbyder" kaldes middelbar.

Igen personificeres medierne. Denne gang kunne det skyldes at der med medierne her menes de personer og institutioner der producerer indhold i fjernsynsskærme og på avissider. Denne tolkning underbygges af sætningens indledende personificering: "Massemedierne trækker i deres udtryksformer [...]", hvor massemedier, der jo har lighedstræk med andre medier, tilsyneladende også betyder indholdsproducenterne. Der er således på dette punkt i teksten sket en glidning i betydningen af medium fra teknologi til institution. Betydningen glider tilbage i det følgende:

"Kommunikation henviser således til den proces, som medierne gør mulig i stor skala – udvekslingen af mening". Hvis der med medier her menes institutionerne der producerer indhold, hvad er det så for en proces der muliggøres? Jeg formoder at betydningen af medier her snarere er: Fjernsyns-, radio- og avistrykketeknologierne muliggør at der udveksles den samme mening mellem mange mennesker (for der kan jo også udveksles mening i stor skala med det talte sprog – blot ikke den samme samtidig). Denne tolkning af betydningen af medium understøttes af dette citat fra det følgende afsnit: "Information eller indhold findes 'i' medierne som en afgrænset struktur af mening, et produkt, der kan overføres i en transmission." Det er ikke helt klart hvad der menes med information eller indhold – og det er forfatterne tilsyneladende godt klar over, derfor gåseøjnene der markerer at "i" skal forstås i overført betydning. Men under alle omstændigheder forstås medier her som teknologier der kan transmittere et produkt.

Vi har således tre til fire mulige betydninger af medium. Et medium kan være:

1. En teknologi der transmitterer meddelelser. Det er ikke klart hvad denne teknologi omfatter.
2. Et fysisk objekt der er bærer af mærker der kan tydes som tekst.
3. Et medium i betydningen 1 eller 2, men kun hvis der indgår tekniske hjælpemidler (i samtalen indgår ikke medier).
4. En institution der leverer indhold.

Det er interessant at spørge hvad der gør at man kalder institutionerne der producerer nyheder og andre tekster, for medier. Jeg formoder at det hænger sammen med at de manifesterer sig i tekniske anordninger, som man mere oprindeligt kaldte medier. En sådan betydningsglidning er helt normal i sproghistorien. Men den kan give problemer når der selv i videnskabelige tekster ikke skelnes mellem de to væsensforskellige betydninger.

I resten af bogen er det primært betydning 4 som anvendes, men det er indimellem svært at skelne.

Når man analyserer den enkelte mediemeddelelse, kan man let miste overblikket over dens placering i et større mediekredsløb [...] mediernes tekster indgår i et omfattende kredsløb hen over tid, rum og flere medier og genrer (Drotner m.fl. 1997: 16).

Hvad er en mediemeddelelse? Hvor er den? Er en mediemeddelelse noget der er produceret af en institution, eller er det noget der kommer til udtryk i en teknologi? Og hvad er et mediekredsløb? Er det en metafor for at tekster gengives af forskellige institutioner? Eller at de manifesteres med forskellige typer teknologier? Den sidste anvendelse af ordet medier antyder at det er det andet forslag der er korrekt. Men det stemmer ikke så godt med dette citat, hvor det vel snarere er den første anvendelse af ordet (mediekredsløbet er et kredsløb mellem institutioner) der er i brug:

Denne bog lægger altså vægt på at analysere ikke blot kulturen i medierne, men også kulturen mellem medierne. Medierne er afgørende bidragydere til dét, der er blevet kaldt for 'tegnenes liv i samfundet' (Saussure 1916/1959: 16) (Drotner m.fl. 1997: 17).

Også senere i bogen er det vanskeligt at gennemskue hvad der menes med ordet medium:

[...] over for den offentlighed, som et givent medie henvender sig til. [...] Afhængig af mediet kan denne offentlighed være global som CNN's, eller noget mindre som menighedsbladets i Præstevang Sogn. Mediet er krumtappen (Drotner m.fl. 1997: 270).

I citatet her er mediet først identisk med en institution der henvender sig til et publikum. Men i den efterfølgende sætning kan ordet med lige god ret betyde medium som teknologi og medium som institution. For det er ganske rigtigt afgørende for hvem man kan henvende sig til, om man anvender en fotokopimaskine til at mangfoldiggøre Præstevangs Sogns menighedsblad eller om man anvender satellit- og kabeltransmissionsteknologi til at mangfoldiggøre CNNs programmer.

Det er den samme erkendelse der skinner igennem i dette citat:

Ethvert massemedie er grundlagt på en teknologi, som giver det en række karakteristiske træk, styrker og svagheder sammenlignet med andre medier. Medier er også afhængig af deres økonomi, nærmere bestemt deres finansiering, som igen afhænger af den lovgivning, der gælder for forskellige medier. Og de enkelte medier består i organisationer, som styres af både bureaukratiske mekanismer og professionelle normer (Drotner m.fl. 1997: 299).

Her betyder "massemedie" i første sætning givetvis institution. Af uforklarlige grunde anvendes her et andet ord for medium i betydning 1, nemlig teknologi. I den efterfølgende ledsætning ser vi igen medium i betydning 1, mens vi i resten af citatet igen er tilbage i betydning 4.

Mens jeg i Medier og Kultur har fundet 4 betydninger af ordet medium, er det i den tyske didaktik-encyklopædi Enzyklopädie Erziehungswissenschaft lykkedes mig at finde 8 forskellige betydninger af ordet medium, uden at det nogen steder defineres selvstændigt eller diskuteres at det har mange betydninger. De 8 forskellige betydninger af ordet medium og af fænomener der kaldes medier er:

1. En følge af billeder, dvs. mærker (på et lærred).
2. En produktions- og fremvisningsteknologi (fjernsynet og amatørens video).
3. Alle tekster produceret med en given teknologi (her filmteknologien).
4. En formidler af et indhold som er noget andet end tekstens intenderede indhold.
5. En institution der producerer indhold (anvendes særlig i sammenstillingen massemedium).
6. En tekst.
7. Et objekt hvorpå teksten "findes" (eller rettere: Hvorpå der er sat mærker som kan læses som tekst).
8. Et immaterielt fænomen som "bærer" et mellemmenneskeligt kommunikations- og erkendelsespotentiale (sprog).

Der er altså tale om en udbredt uklarhed omkring begreberne i relation til mediebegrebet, hvorfor jeg i det følgende vil give et bud på hvordan de kan defineres og anvendes konsistent.

4.1.3.2. Niels Ole Finnemanns mediebegreb

Niels Ole Finnemann ønsker med sin artikel "Computeren: Et medie for en ny skriftteknologisk revolution" "at beskrive computeren på en måde, der gør det muligt at beskrive mediets betydning" (Finnemann 2000: 43). Han siger videre at "Computeren er mere forbundet med andre medier end med noget andet fænomen. Computeren er et medie blandt andre medier [...], men den er samtidig medie på en helt ny måde, der – hævder jeg – kræver et helt nyt mediebegreb" (Finnemann 2000: 43). Det er dette helt nye mediebegreb Finnemann sætter sig for at udvikle i sin artikel. Det bliver ikke så meget til et nyt mediebegreb forstået som en klarere forståelse af hvad det vil sige at noget er et medium, som det bliver til en interessant afdækning af hvad der adskiller computeren fra andre "medier".

Finnemann diskuterer hidtidige definitioner af mediebegrebet og citerer Joshua Meyrowitz for at skelne mellem et kanalaspekt, et grammatisk aspekt (de variable træk ved et medium) og et environment-aspekt (de træk i omgivelserne der over en periode er invariante for enhver specifik brug af samme medium) af mediebegrebet (Finnemann 2000: 53). Finnemann mener ikke at disse aspekter kan indeholde det nye ved computeren, at den kan simulere andre "medier" og at man derfor kun kan skelne mellem forskellige "medier" ved at se på hvordan deres "organiserede fysiske substans" er. Det betyder fx at vi kun kan skelne mellem digitalt fjernsyn og analogt fjernsyn ved at undersøge med hvilken organiseret fysisk substans det er frembragt. Derfor siger Finnemann at "[...] et medie [vil] være defineret som et organiseret fysisk materiale/substans, der kan udnyttes til symbolske formål" (Finnemann 2000: 53).

Definitionen indebærer således at alt der indgår i produktionen af "symbolske udtryk" er en del af et medium. Derved stemmer den overens med de definitioner og anvendelser af mediebegrebet der forstår medier som teknologi (jf. indledningen i Medier og Kulturs minileksikon).

Finnemann giver en lang række eksempler på hvad han forstår ved medier:

Som medie for behandlingen af viden/symbolsk indhold integrerer computeren

A: En række forskellige funktionstyper, der tidligere krævede hvert sit sæt af medier:

• fremstilling – papir, blyant, skrivemaskine, pensel,
• bearbejdning – i indhold og udtryk, viskelæder, sats, layout,
• lagring – bog, bibliotek, andre former for vidensarkiver (f.eks. billedarkiver, museer).
• kopiering – kopimaskiner, bogtryk,
• søgning – før manuel proces i kartoteker,
• distribution – postvæsen, brev, pakke,
• kommunikation – telefon, fax, radio, digitalt tv (Finnemann 2000: 49).

Finnemann kalder den sidste funktion for "kommunikation". Det er i min forståelse en overkategori – alle funktionerne indgår vel i en kommunikationsproces, og det er vel netop det der kendetegner et medium i alle de betydninger jeg hidtil har påpeget: Det har noget at gøre med kommunikation.

Når Finnemann skriver "sæt af medier", tolker jeg det således at det der kommer efter tankestregerne i listen, er eksempler på et sådant sæt der opfylder den funktion der står før tankestregen. Alle de fænomener, teknologier, organiseringer og institutioner der står efter tankestregerne, falder således ind under Finnemanns forståelse af hvad der er medier (måske på nær "i indhold og udtryk"). Det betyder at tre typer af fænomener kaldes medier:

1. Det der på en eller anden måde indeholder en meddelelse. Måden at indeholde meddelelsen på er så enten i fysisk (bog) eller metaforisk forstand (bibliotek).
2. Det redskab eller den teknologi der anvendes til at sætte mærkerne (blyant, bogtryk(-presse), telefon).
3. Det der transporterer mærkerne som institution (postvæsen) eller som fysisk beholder (brev).

Disse betydninger er svære at forene med Finnemans eksplicitte definition (et organiseret fysisk materiale/substans der kan udnyttes til symbolske formål). Er postvæsenet et organiseret fysisk materiale der kan udnyttes til symbolske formål? Eller er det snarere en institution (bestående af personer, med regler, opgaver og hierarkier)? Hvori består den "udnyttelse" Finnemann omtaler; er det som redskab eller som objekt i en relation mellem mennesker (altså: Bogens sider er objekt for min kommunikation med en anden)? Begge betydninger er mulige, men ikke på samme tid – der er tale om en beskrivelse af to forskellige situationer.

Hvad er det så computeren simulerer? Det er vil jeg hævde, de processer der frembringer mærker i medier. En programudvikler omregner processerne til algoritmer, som beskriver skridt i processen. Når processerne er simuleret fører de til output i det Finnemann kalder interfaces. Det er således ikke blyanten computeren simulerer, når man skriver med en pen på en berøringsfølsom plade, men afsættelsen af blyantstøv på papiret. Det er heller ikke viskelæderet computeren simulerer, men den proces hvor viskelæderet går i forbindelse med blyantstøvet og kan børstes væk. Computeren simulerer altså processen hvor mærker sættes i eller fjernes fra et medium.

4.1.3.3. Krav til en terminologi

Analyserne af forskellige anvendelser af begrebet medium og de dertil knyttede begreber gør det klart at det er nødvendigt at en terminologi (en model og tilhørende begreber) opfylder en række krav:

1. Et begreb skal anvendes om noget der har samme eksistensform.
2. En model skal afbilde alle væsentlige væsensforskellige fænomener og objekter med hvert deres begreb.
3. Det samme begreb skal anvendes om ensartede fænomener og objekter.
4. En model skal påpege relationerne mellem de enkelte fænomener og objekter.

Jeg har udviklet disse fire krav på baggrund af de foregående analyser og på baggrund af den metode til modeludvikling der ligger bag de dialektiske modeller (jf. 2.1.). Jeg vil kort knytte nogle kommentarer til kravene:

Ad. 1. Det vil fx sige at et begreb skal anvendes enten om fysiske objekter, institutioner, processer, eller metaforiske betydninger, og ikke om dem alle på samme tid.

Ad. 2. At noget er væsentligt betyder at det gør en forskel for de øvrige fænomener i modellen hvordan det er konstitueret i den specifikke situation.

Ad 2 og 3. At det samme begreb skal anvendes om ensartede fænomener, og at objekter og forskellige begreber skal anvendes om væsensforskellige fænomener, betyder også at der ikke skal anvendes flere begreber om noget der er det samme. Derfor vil et begreb der betegner noget fælles for tilsyneladende meget forskellige fænomener, være at foretrække. Fx vil det være at foretrække hvis et begreb (fx teknologi) kan beskrive hvad der er fælles for tale og fjernsyn, fordi det derefter vil være interessant at undersøge hvori forskellen på de to fænomeners måde at være teknologi på består, og hvad det betyder for den kommunikation der kan finde sted.

4.1.3.4. En definition af termerne teknologi, mærke, medium og tilhørende begreber

Jeg skrev i starten af behandlingen af mediebegrebet (4.1.3.) at der i daglig tale anvendes i hvert fald fem betydninger af ordet medium. Som det er fremgået, er der ikke større stringens i forskningsanvendelsen heller. Der er ikke noget galt i at vi anvender det samme ord om mange forskellige betydninger, men der er noget galt, når vi ikke er klar over at det er noget helt forskelligt vi anvender ordet om.

Jeg forsøger at leve op til de krav til en terminologi jeg stillede i det foregående afsnit. Så jeg forsøger at nå frem til en terminologi der på konsistent vis omtaler de enkelte fænomener der indgår i en kommunikationssituation.

Da mediebegrebet er anvendt om så mange forskellige fænomener, vil jeg for det meste præcisere det og skrive bæremedium (og indimellem den korte form medium), og anvende det om et enkelt fænomen, nemlig den konkrete fysiske substans, det objekt, som mærker sættes eller formes i. Et stykke papir er et bæremedium som blyantstøv afsættes på, en fjernssynsskærm er et bæremedium som lysprikker sættes på, luften er et bæremedium som trykbølger former sig i.⁴

Det interessante ved et bæremedium er således hvordan der kan sættes mærker i det, hvor længe det holder, hvordan det kan opbevares og hvordan det kan transporteres. Sten er et fremragende bæremedium hvis man vil sætte mærker der skal bestå i tusinder af år, papir er godt fordi det er let, muligt at stable, let modtager og bevarer blæk, blyantstøv osv., luft er godt fordi det er evigt formbart og fordi vi kan sætte mærker i det med vores taleorganer, fjernssynsskærmen er smart fordi mærkerne forsvinder så snart de er sat, så der kan komme nye mærker hvorved der kan opstå fornemmelsen af at billederne bevæger sig.

Til at frembringe mærkerne i bæremediet anvender vi kommunikationsteknologier. En kommunikationsteknologi er konkrete fysiske redskaber og de måder de kan fungere sammen på og følger regler på.

Kommunikationsteknologier kan være samlet på et sted så både produktionen af mærkerne og konceptionen foregår på samme sted. Fx computer- og printerteknologien hvor en tekst skrives på computeren og printes ud på papir og læses med det samme. Men teknologien kan også være distribueret over store områder, som satellitfjernsyn hvor produktionsapparaturet findes et helt andet sted end fremvisningsapparaturet – og hvor dele af teknologien svæver rundt i den geostationære bane 36.000 km fra jorden.

4.1.3.4.1. Bæremedium

Et bæremedium er det objekt som mærker sættes i med en kommunikationsteknologi. Et bæremedium kan være mere eller mindre statisk, viskost eller plastisk. Bæremedier har med andre ord en vis viskositet hvor det helt statiske og det helt plastiske er yderpunkterne.

Statiske bæremedier mærkes én gang og er så svære eller umulige at forandre. Lerplader som er et af de første bæremedier for skrift der blev anvendt i Mesopotamien fra omkring 3200 f.Kr. (jf. Bundsgaard 2000: 37ff), er et eksempel på et bæremedium der når først det er tørret, ikke mere kan mærkes med de bambuspinde man mærkede dem med mens de var våde. Neonrør formet til mærker er et nutidigt eksempel på det samme. Papir mærket med blæk er også statisk, dog således at der kan føjes nye mærker til så længe der er plads på papiret. Papir mærket med en blyant er mere viskost idet blyantstøvet kan viskes væk. Luft og flader der oplyses af lysstråler (fx filmlærredet, computer- og fjernsynsskærmen) er meget plastiske. Tidlige udgaver af lcd-skærmene var mere viskose således at mærker var noget tid om at forsvinde og gav et indtryk af at billedet blev hængende en stund. Med nyere lcd-teknologi er skærmene for de fleste praktiske anvendelser fuldt på højde med billedrørsskærmene – og altså fuldt plastiske.

Tæt forbundet med bæremediets viskositet er dets bevarende egenskab. Mærker i bæremedier kan således være mere eller mindre varige eller flygtige. Sand er et flygtigt bæremedium, mens ler og sten er varige bæremedier.

Jeg behandlede i Atom eller fragment (Bundsgaard 2000: 28-55) en række kommunikationsteknologiers historiske udvikling og samspil med mentalitets- og samfundsomvæltninger. I denne behandling var jeg ikke eksplicit opmærksom på betydningen af bæremediets viskositet og bevarende egenskab, men disse egenskaber er netop en af de væsentligste årsager til forskellige kommunikationsteknologier og bæremediers betydning for den mentalitets- og samfundsudvikling jeg eftersporede i afhandlingen. Således er det netop det at aftaler med skriveteknologien og ler- og papyrusmediet kan gemmes og fremkaldes ordret, der betyder at det kan lade sig gøre at udvikle samfund så store og komplekse som det mesopotamiske og det ægyptiske. Skriveteknologi uden et bevarende bæremedium – fx med sand i stedet for papyrus eller ler – ville ikke have kunnet afstedkommet de samme omvæltninger som skriveteknologi vitterlig gjorde i samspil med særlig ler og papyrus.

Bæremedier kan være mere eller mindre flytbare. Bjergvæggene som hulemalerierne var mærket i, kunne ikke flyttes – og derfor kunne de ikke anvendes til at kommunikere med andre stammer, men godt til at kommunikere til efterkommere. Lertavlerne i Mesopotamien er derimod sandsynligvis netop udviklet til kommunikation over afstande (Schmandt-Besserat & Feldbusch 1991; jf. Bundsgaard 2000: 40ff.) og netop denne flytbarhed var en forudsætning for udviklingen af det vidt udstrakte område som de mesopotamiske herskere efterhånden underlagde sig og administrerede.

I dag ser vi igen en udvikling mod flytbare bæremedier (og dele af teknologien der frembringer mærker i bæremediet) i form af bærbare computere (med skærmen der jo er bæremediet), pda-er og mobiltelefoner.

Endelig kan bæremedier bestemmes ud fra deres tilgængelighed. Bæremedier kan således være lettilgængelige, som leren var det i Mesopotamien og papiret er det i vore dage, dyrt og svært producerbart som papyrusen var det i Ægypten eller decideret giftigt som neonen i neonrørene. Det er naturligvis af afgørende betydning for hvor udbredt et bæremedium og eventuel tilhørende teknologi kan blive, hvilke omkostninger der er forbundet med det i forhold til hvilke fordele det forventes at give at eje det.

Denne gennemgang kan skematiseres i følgende oversigt.

Egenskab ved bæremedium	Kategorier
Viskositet	Statisk, viskost, plastisk
Bevarende egenskab	Varig, flygtig
Flytbarhed	Flytbar, svær at flytte, ikke flytbar
Tilgængelighed	Billig/dyr, farlig/ufarlig, let/svært producerbar

Oversigt 2. Bæremediers egenskaber

4.1.3.4.2. Kommunikationsteknologi

Kommunikationsteknologi er alle de objekter der medgår ved produktionen af mærker i medier, samspillet imellem disse objekter og de regler for samspil objekterne følger.

Alle kommunikationsteknologier følger regler. Grundlæggende regler som dem der fx følger af tyngdekraften og kraftens konstans, men også mere intenderede regler som følger af konstruktionen af teknologien. Fx medbestemmes trykkepladens pres mod papiret af gevindets stigning og blyantstregens tykkelse af grafittens hårdhed.

Indlejret i teknologi er viden, der kommer til udtryk i designet af teknologiens dele og deres samspil. Til grund for designet af en hammer ligger fx viden om at noget hårdt kan slås mod fx et søm og derved drive det ind i fx træ. Men der ligger også viden om hvordan skaftet skal dimensioneres for at give maksimal kraft i hovedets svingning ved minimal kraftinput i håndtaget. Ved en mere kompliceret teknologi som computeren er viden bl.a. indlejret i programmernes algoritmer, således at analyse af et problem ligger til grund for udformningen af algoritmer.⁵

En teknologi er en konsekvens af mentale, materielle og sociale fænomener og gennem menneskers anvendelse af teknologier virker de tilbage på de mentale, materielle og sociale fænomener. Der består med andre ord et dialektisk forhold mellem teknologi og kontekst. Derfor er det interessant at undersøge hvordan kommunikationsteknologier er blevet udviklet og anvendt gennem tiderne, og hvad det har haft af indflydelse på sam- og eftertidens samfund og mentalitet. En sådan undersøgelse har jeg antydet i mit speciale Internettet: Atom eller fragment (Bundsgaard 2000). I nærværende afhandling lægger jeg mere vægt på at udvikle bestemmelser af de karakteristika der adskiller forskellige typer af kommunikationsteknologier og har indflydelse på teknologiernes betydning i kommunikationssituationen.

Den basale kommunikationsteknologi er kroppen, idet vi bruger den til at sætte mærker med i sig selv (gestik, mimik, proxemik, positur mm.) og i luften, mærker der kan opfattes som lyde. I den oversigt (jf. oversigt 6) over kommunikationsteknologikategorier, som jeg udviklede i samarbejde med Jørgen Chr. Bang, Søren Høyer Hansen og Sune Steffensen til mit speciale Internettet: Atom eller fragment, kaldte vi produktion af mærker alene med kroppen for 0-middelbar produktion.

Mærkerne skal altid konsumeres med kroppen: Synet, øret, huden, hånden og sjældnere næsen og tungen. Man kan således sige at kroppen også er en del af kommunikationsteknologien som den del der konsumerer mærkerne.

Når vi tager vådt støv eller en pind i hånden og maler klippevæggen, tegner i sandet, snitter i træet eller skriver i leret, anvender vi en kommunikationsteknologi der er uden for vores krop. Jeg kalder denne anvendelse af ét redskab (eller med et synonymt ord: Et middel) til at sætte mærker på eller i et objekt (et bæremedium) for primitiv middelbar produktion.

Med trykpressen der først anvendes til at trykke udskårne billeder og senere til at trykke bogsider bestående af mange enkeltstående typer (bogstaver), udvikles en ny form for procestype, nemlig den sekundært middelbare produktion, idet der til at producere mærker i et bæremedium nu medgår to redskabstyper, hvor det første mærker det andet med en inverteret udgave af det der efterfølgende trykkes på bæremediet. Derved bliver det muligt at lave mange udgaver af de samme mærker i én bevægelse. Elisabeth Eisenstein beskriver i sin afhandling The printing press as an agent of change hvilke revolutionerende følger udviklingen af Gutenbergs bogtrykpresse fik for Europa (jf. Bundsgaard 2000: 50ff.).

Den fjerde procestype er den som moderne elektroniske teknologier udfører. Telegrafen, telefonen, radioen osv. transformerer de mærker der sættes med den menneskelige krop fx i form af lyd, tryk eller lys til laserlys eller til elektriske eller elektromagnetiske signaler, der kan sendes over afstande gennem ledninger eller som elektromagnetiske bølger. Disse teknologier sætter således mærker ved transformerende og transporterende produktion.

Kommunikationsteknologier kan producere mærker til synkron, transkron og asynkron konsumption. Forskellen på det transkrone og det asynkrone er, at det transkrone kan være både syn- og asynkront, mens det asynkrone ikke kan være synkront. Fjernsynstransmission er kun synkron (hvis signalet optages på video er det en anden teknologi der er tale om) ganske som chat (hvis ikke der tages en log af den), bogtryk er asynkront, mens email er tilnærmelsesvis transkront (en email kan læses øjeblikkeligt og er gemt i emailprogrammet til senere læsning).

Transformerende og transporterende teknologier er som oftest distribuerede. Dvs. at teknologien til frembringelse af mærkerne kan være placeret forskellige steder, således at mærkningen sker synkront transtopisk.

Hvor de sekundært middelbart producerende teknologier muliggjorde mangfoldiggørelse af den samme meddelelse i statiske og bevarende bæremedier og fysisk spredning af den gennem postforsendelse af bæremediet, gør de transformerende og transporterende det muligt at sende en repræsentation af meddelelsen som elektriske signaler hvorved mangfoldiggørelsen af meddelelsen sker synkront hos den enkelte konsument i konsumentens personlige kommunikationsteknologi. Da de bæremedier der sættes mærker i, tillige ofte er plastiske og foranderlige, bliver det muligt synkront og transtopisk at forandre meddelelserne i bæremedierne, så de kan opfattes som levende tale og levende billeder. Dette er den store styrke ved radio og tv og det der gør at de har fået omkalfatrende indvirkning på vores samfund og mentalitet.

Den sidste teknologikategori jeg vil præsentere, havde jeg ikke udskilt fra den transformerende/transporterende procestype da jeg skrev Internettet: Atom eller fragment. Men den er faktisk kendetegnet ved et par afgørende karakteristika hvoraf den interaktive er den væsentligste. Jeg gennemgår disse karakteristika nærmere i 4.1.3.5.

Nedenfor præsenterer jeg en oversigt over kommunikationsteknologikategorier. Læses oversigten fra oven og ned, repræsenterer den trin i en historisk udvikling, fra udviklingen af kroppen som kommunikationsteknologi over enkelte redskaber til redskaber der mærker redskaber, til redskaber der transformerer meddelelsen, og endelig til redskaber der skaber meddelelsen i samspil med konsumenten. Men oversigten er samtidig en oversigt over procestyper der eksisterer samtidig i dag. Det betyder ikke alene at vi taler sammen samtidig med at vi sender emails, men det betyder også at nogle af de senere procestyper kan inkorporere de tidligere, så fjernsynsteknologien fx kan transformere og transportere en repræsentation af kropslige (og skriftlige og maskinelle) udtryk.

Kommunikationsteknologi	Procestype	Kategori
Tale, gestik, mimik	0-middelbar produktion	Kropslig
Tegning, skrift	Primitiv middelbar produktion	Skriftlig
Trykpresse, skrivemaskine	Sekundær middelbar produktion	Maskinel
Telegraf, radio, tv, email, film	Transformeret/transporteret produktion	Tele
www, elearning, spil	Interaktiv produktion	Interaktiv

Oversigt 3. Kommunikationsteknologikategorier (jf. Bundsgaard 2000: 11)

En computer er ikke en kommunikationsteknologi i sig selv. Kommunikationsteknologien udgøres af såvel det fysiske materiale, som forbindelserne mellem flere computere (netværk) og de programmer eller algoritmer som computeren eller computerne afvikler. Derfor er fx elearningsystemer, spil og internettet (world wide web) kommunikationsteknologier. Der sker en kontinuerlig udvikling, således at de enkelte teknologier løbende forandres og integreres; således har online-spil mange træk til fælles med såvel chat (der falder ind under kategorien teleteknologi) som world wide web, idet der ud over spil-interaktiviteten med computeren også foregår videnssøgning a la surfing og søgning på www, og interaktion med andre spillere. Jeg behandler begrebet interaktivitet (og interaktion) i 4.1.3.6.

Kommunikationsteknologier kan karakteriseres ved en række tekniske træk (som for størstedelens vedkommende er særligt relevante for teknologier i telekategorien og den interaktive kategori). Jeg opstiller dem jeg har gennemgået ovenfor, i oversigten nedenfor tillige med en række jeg ikke gør mere ud af i denne sammenhæng.

Karakteristikum	Stadier
Troværdighed (fidelitet)	Forvrænget-uforvrænget
Samtidighed	Synkron, transkron, asynkron
Sted	Syntopisk, transtopisk
Gensidighed	Simpleks, halv dupleks, fuld dupleks
Distribution	En-til-en, en-til-mange, mange-til-mange, mange-til-en
Båndbredde	Høj-lav
Pålidelighed (reliabilitet)	Fungerer altid-fungerer indimellem-fungerer aldrig
Opnåelighed (availabilitet)	Kan nås alle steder fra-falder ud-fast forbindelse
Latenstid	Øjeblikkelig-forskydning

Oversigt 4. Kommunikationsteknologiers karakteristika

Fidelitet er et mål for hvor præcist teknologien kan reproducere mærker i konsumenternes medier (fx billed-/lydkvalitet). Gensidighed drejer sig om hvorvidt en teknologi giver mulighed for i den samme forbindelse at sende signaler den ene vej (simpleks), på skift (halv dupleks) eller begge veje samtidig (fuld dupleks). Båndbredde er et mål for hvor mange signaler der kan komme igennem en given "kanal", dvs. hvor mange mærker teknologien kan sætte pr. tidsenhed. Latenstid er et mål for hvor lang tid der går fra et signal er sendt til teknologien har sat mærker i mediet (fx er der en lille, men mærkbar forskydning ved satellittelefoni); latenstid kan skyldes signalernes hastighed og teknologiens beregningstid.

4.1.3.4.3. Hukommelsesmedium

De sekundært middelbart producerende kommunikationsteknologier kan siges bl.a. at udgøres af en rudimentær form for hukommelse. Trykpladen ”husker” bogsiden og kan reproducere den et stort antal gange. Men det er ikke muligt med de sekundært middelbart producerende kommunikationsteknologier at beskrive algoritmer for manipulering med hukommelsen, som man kan med transporterende og transformerende kommunikationsteknologier i form af elektriske filtre (eller andre algoritmiske teknologier), og som man kan med teknologierne i kategorien af interaktive teknologier.

Som jeg har vist i afsnit 4.1.3.1. og 4.1.3.2. er det almindeligt at definere mediet som den teknologi der processerer meddelelsen. I den betydning af hukommelsesmedium jeg netop har præsenteret, kan man sige at de transporterende/transformerende og de interaktive teknologier er hukommelsesmedium for meddelelsen i en transformeret eller repræsenteret form mens den processeres af teknologien.

Det er et afgørende træk ved computeren at den indeholder en hukommelse hvori såvel programmer som tekster er repræsenteret. Denne hukommelse kan antage mange fysiske former: Transistorer på en RAM-chip, fordybninger i en cd-skive, magnetisk ladning på en metalplade osv.

4.1.3.5. Computerteknologi

Niels Ole Finnemann definerer hvad en computer er, således

Den er derimod defineret ved, at det indhold, der behandles i en computer skal foreligge i

• et mekanisk virksomt alfabet

• der styres med en algoritmisk syntaks

• via et interface, der bestemmer syntaksens semantik (Finnemann 2000: 44).

En computer er med andre ord en teknologi der kan udføre handlinger i overensstemmelse med algoritmiske procedurer. At "indholdet" i computeren skal foreligge i et mekanisk virksomt alfabet betyder at tegnsystemet skal være af en sådan art at computerens tilstand forandrer sig som konsekvens af tegnenes rækkefølge. Det betyder at det binære talsystem – eller hvilket "alfabet", dvs. tegnmængde, der nu anvendes – er sådan at det kan anvendes til at få computeren til at udføre en handling for hvert tal. Handlingerne kan beskrives i klynger og bliver så til algoritmer (som altså har en syntaks⁶ eller en formbestemmelse af hvad der skal ske skridt for skridt) og resulterer i output i et interface; outputtet kan af mennesker opfattes som noget af betydning. Interfacet består af en form (fx lys på skærm) der muliggør indhold og har således en semantik (dvs. en bestemmelse af hvad sammenstillingen af skridt kan betyde for mennesker⁷).

Et af de definerende træk ved computeren er at den principielt er i stand til at udføre en hvilken som helst algoritme; syntaksen, i den generelle betydning af ordet, er fri. Men ikke nok med det: Syntaksen, i den specifikke betydning, er også modificerbar. Fordi både data og algoritme foreligger i samme alfabet, det binære, er en algoritme i stand til at ændre på sig selv eller på andre algoritmer. Det er på disse punkter at computeren som den universelle maskine (en Turingmaskine) adskiller sig fra alle andre maskiner: Den kan omformes i processen (Finnemann 2000: 46f.). Hulkortvæven, som er en tidlig udgave af en maskine der følger algoritmer, kan derimod kun følge den syntaks der er lagt ud fra begyndelsen og således kun væve de bevægelser der er beskrevet i hulkortet. Med computeren kan man beskrive nogle bevægelser og lade de efterfølgende bevægelser være bestemt af de foregående.

Med computeren kan en hvilken som helst anden maskine simuleres (Finnemann 2000: 47) – i princippet. Computerens digitale struktur vil altid sætte en nedre grænse for opløsningen af bevægelser; det der i den simulerede maskine er glidende bevægelser vil i princippet altid være hakkende i computerens simulation. Og simuleringen vil altid få andre egenskaber end det der simuleres, havde. Tekstbehandlingsprogrammet simulerer skrivemaskinen, men tilføjer fx muligheden for at flytte blokke af tekst. Det er denne mulighed for at simulere der gør at man taler om "mediekonvergens": At computeren i sidste ende simulerer alle de "elektroniske medier" (og flere af de mekaniske) samtidig, hvorved der kan udvikles ekstra egenskaber der giver mulighed for at de enkelte simulerede "medier" (eller i min terminologi: Teknologier) virker ind på hinanden. Så man fx kan lave fjernsynsudsendelser der til en vis grad er redigeret af seeren – fx ved at man selv har et antal små skærme at vælge fra fra hvilken vinkel fodboldkampen eller realityshowet skal ses.

Endelig adskiller en computer sig "[...] fra tidligere former for skriftsprog, fordi den både kan indeholde alle disse og en mangfoldighed af ikke-skriftlige symbolske udtryk (f.eks. billeder) i et og samme alfabet" (Finnemann 2000: 48). En computer er vel ikke et skriftsprog, så Finnemann må i udsagnet mene at computerteknologien indebærer anvendelsen af et skriftsprog på en måde som kan beskrive andre symbolske udtryk. Finnemann siger videre at de øvrige alfabeter er forbundne med sprog som indebærer en tvingende sammenhæng mellem alfabet, syntaks og semantik, mens der i computeren ikke er sådanne bindinger. Det forekommer mig at Finnemann behandler computeralfabetet og de menneskesproglige alfabeter i to forskellige niveauer af deres anvendelser. Når computerens alfabet skal indgå i konkrete anvendelser, er der særdeles snævre rammer for syntaks og semantik – det ved enhver der har prøvet at programmere en computer, om det er i maskinkode eller i et højniveausprog. Modsat kan fx det latinske alfabet i princippet anvendes til at beskrive alle sprog, og har i den forstand en fri syntaks og ingen bindinger til semantik. Det er således også sådan at højniveaucomputersprog skrives i det latinske alfabet.

Det sidste begreb i Finnemanns opregning af de definerende træk ved en computer, semantik, er lidt mere problematisk. Inden for sprogvidenskaben anvendes ordet semantik om den del af sprogvidenskaben der beskæftiger sig med hvad ordene betyder hver for sig og sammen. Underforstået hvad de betyder for mennesker. Og indimellem anvendes ordet semantik om den konkrete betydning af en konkret sætning. Man kan tale om sætningens semantik (hvad man også kunne kalde sætningens betydning). Når jeg siger: "Hej med dig", betyder det (sandsynligvis) at jeg har set dig, at jeg genkender dig og at jeg er din ven.

Inden for computervidenskaben anvender man ordet semantik om algoritmers "betydning":

Computer science, as any other discipline, needs both syntactic rules to corretly form its "sentences" and semantic rules to assign them a meaning (Mandrioli & Ghezzi 1987: 286).

Den mening som en algoritme har, er ikke helt det samme som den mening en sætning har. En algoritme er en handlingsbeskrivelse: Når denne algoritme aktiveres, udfører computeren skridt der kan beskrives i menneskesprog med dette eller hint ord. Når jeg fx vil lave en algoritme der skriver "Hej med dig" på skærmen, kan jeg skrive: Print "Hej med dig". Print giver ikke mening i den forstand at det fortæller mig noget om hvad andre mener; det giver mening som en beskrivelse af hvad computeren gør, når den processerer en algoritme der består af en lang række trin, der til sammen kan kaldes print.

En højniveausprogssemantik kan således forstås som en oversættelse af stadig mere "maskinnære" beskrivelser af computerens handlinger:

In conclusion, formal semantics of a formal notation, such as the definition of state transformations of a TM [en Turingmaskine, jb], is nothing else than a translation between different formalisms [...].

The need for mathematical concepts suitable to defining language semantics formally can thus be rephrased as the need for formal translation mechanisms suitable to describing the meaning of complex formal objects in terms of simpler ones, which should be closer to the reader's intuition (Mandrioli & Ghezzi 1987: 291f.).

Inden for computervidenskaben anvendes ordet semantik således i en metaforisk betydning: Handlingen betyder noget i den forstand at den gør en forskel ved at forandre nogle tilstande i verden (i computeren).

Når computeren anvendes som kommunikationsteknologi, kommer algoritmer til ikke bare at få en semantik i metaforisk forstand, men også i traditionel forstand. Algoritmerne producerer tegn i et bæremedium og disse tegn har en betydning for mennesker, hvis de er i overensstemmelse med en given semantik.

Jeg kan ikke helt gennemskue hvilken af de to betydninger af semantik, Finnemann forholder sig til, når han siger:

• For det første kan vi frit vælge, om vi vil bruge en formal semantik – f.eks. til at udføre en beregning eller logisk procedure, eller vi vil bruge en sproglig semantik – som vi gør, når vi bruger computeren til at skrive en tekst (der er et program for frembringelsen af et /a/ og et /b/ og et /c/, men ikke for kombinationen af bogstaverne i et ord eller en sætning) – eller en visuel semantik, når vi bruger den til at lave billeder.

• For det andet kan vi vælge at bruge flere forskellige semantikker sideløbende eller samtidigt – hvilket f.eks. er tilfældet, når vi bruger computeren til tekstbehandling, hvor vi både styrer den ved hjælp af en ikonografisk eller formel semantik og ved hjælp af den sproglige semantik (Finnemann 2000: 45).

Hvis Finnemann mener at outputtet i interfacet (fx skærmen) kan antage forskellige former så det kan tolkes i overensstemmelse med forskellige semantiske systemer, som ikoner, som tal, som tekst og som billeder, så er det jo indlysende – men ikke noget karakteristikum for computeralgoritmer og skærminterfacet, det samme gør sig jo gældende ved bogtryk, skrivning/tegning, fjernsyn osv. Hvis Finnemann henviser til en computerteoretisk forståelse af begrebet semantik, kan jeg ikke se det giver nogen mening: Computeren "forstår" alle output på skærmen som det samme: En blanding af lys fra tre lyskilder (blå, rød og grøn). Outputtet kommer i stand ved at nogle algoritmer processerer et input og kalder andre algoritmer med deres output som giver "mening" som input for disse algoritmer og som de processerer til et output, fx på skærmen. Derfor er der for computeren ikke nogen (ontologisk) forskel på "formal semantik" og "sproglig semantik". Jeg holder mig således til den første tolkning: At Finnemann mener at outputtet i interfacet kan være kodet i overensstemmelse med forskellige semantikker, så det kan opfattes som hhv. tal, ikoner, bogstaver og billeder. Men som sagt er det en uvæsentlig påpegning i et forsøg på at indkredse det særlige ved computeren idet det også gælder for andre teknologier at deres mærker kan tolkes som tal, bogstaver, ikoner og billeder eller som musik, sang, tale og larm. At vi kan bruge flere semantikker samtidig gælder på samme måde også for alle mulige andre teknologiers frembringelser.

Når Finnemann siger at interfacet bestemmer syntaksens semantik, tolker jeg det som en påpegning af, at et interface, fx en skærm, forandrer tilstand som følge af en algoritmes syntaks, og denne forandring giver mening for mennesker. I den forstand er Finnemann således her på linie med den traditionelle sprogvidenskabs forståelse af ordet semantiks betydning. Påpegningen er desuden interessant fordi den kan åbne for den forestilling at computeren kan oversætte mellem forskellige udtryksformer: En algoritme kan resultere i et billede på en skærm og i lyd i højtalerne:

At de visuelle udtryk foreligger i samme symbolske form som tekstlige og andre udtryk (f.eks. auditive), således at vi ud fra samme rådata selv kan vælge mellem – eller supplere – visuelle, formelle og tekstlige fremstillingsformater (Finnemann 2000: 57).

Det er helt korrekt. Problemet er bare, at den samme syntaks ikke kan resultere i både et meningsfuldt billede og i meningsfulde lyde (og under alle omstændigheder ikke i den samme mening). Et billede siger ikke bare mere end 1000 ord, det siger også noget fundamentalt anderledes.

Disse overvejelser over algoritmebegrebet fører mig til følgende konklusion:

Det interessante ved computerens algoritmer er at det er muligt at give dem input og derved påvirke deres output. I kommunikationsmæssig sammenhæng betyder det at man kan producere en meddelelse som først produceres færdig i interaktionen mellem konsumenten og computerens algoritmer.

Dette interaktivitetsaspekt ved computerteknologien behandler jeg nærmere i næste afsnit.

4.1.3.6. Interaktivitet

Jens F. Jensen gennemgår i sin artikel: "Interaktivitet & Interaktive Medier" (Jensen 2000, jf. Jensen 1997) en række definitioner og kategoriseringer af begrebet interaktivitet og ender med at præsentere sin egen definition og kategorisering.

Jensen definerer interaktivitet "bredt [...] som: et mål for mediets potentielle muligheder for at lade brugeren øve indflydelse på den medieformidlede kommunikations indhold og/eller form" (Jensen 2000: 232).

Jensens mål er at formulere en definition for interaktivitet der kan bestemme interaktivitet som "et mål" for noget så han kan sammenligne forskellige kommunikationsteknologiers grad af interaktivitet. Derfor taler han også om potentielle muligheder for brugerindflydelse. En definition der fokuserer på en kommunikationsteknologis potentiale, siger ikke noget om aktuelle udfoldelser og om hvad betingelserne er for den fulde udfoldelse. Computeren har som en universel Turingmaskine principielt ingen grænser for interaktivitet, så computerens potentiale for interaktivitet er principielt også uendeligt. Det der interesserer mig, er hvad betydningen er for den konkrete kommunikation og hvad konsekvenserne for konsumenten er. Det er således ikke så meget hvor meget interaktivitet der er, som det er kvaliteten (forstået i en ikke-normativ betydning) af den, dvs. hvad den (kan) bruges til.

Jeg har fokus på interaktivitetens resultat, dvs. på hvilke tekster der kan produceres (og bliver det) gennem konsumentens interaktivitet med teknologien og hvordan man kan udvikle interaktive teknologier der engagerer konsumenten og gør det relevant og i skolens sammenhæng lærerigt, samtidig med at den er så begrænset at konsumenten ikke farer vild i den (jf. 5.3.3.).

Jeg definerer foreløbigt:

Interaktivitet er at en tekst afhænger af input eller valg fra konsumentens side.

Man kan altså tale om en interaktivt produceret tekst. Forskellige teknologier kan understøtte en interaktiv produktion af en tekst på forskellige måder. Når bogsiderne er mærket af trykpressen og samlet til en bog, er der måske links fra en side til en anden, fra notetal til slutnoter, fra indholdsfortegnelse til kapitler, fra stikordssider til sidetal osv. Interaktiviteten er for det meste forholdsvis begrænset fordi teksten er lagt til rette af en eller få forfattere i fællesskab så den skal læses fra ende til anden. Interaktiviteten på internettet er mere uforudsigelig. Et link til en anbefalelsesværdig side på et andet site kan vise hen til en tekst den dag linket oprettes og til en helt anden den dag det aktiveres af en læser – og videre derfra til en helt tredje fordi den lige ser interessant ud.

I den traditionelle konception opfattes en tekst som et afsluttet hele der er produceret af en (gruppe af) person(er) og (evt. synkront, fx ved tale) formidlet til en modtager. Naturligvis er denne konception en forsimpling. Allerede i dialogen er produktionen af tekst jo en mere eller mindre interaktionel proces hvor dialogens parter sammen skaber en tekst som de samtidig konsumerer.

Når der er tale om tekster produceret med computerteknologi og mærket i en skærm eller lignende vil teksten kunne være interaktiv i en anden forstand end dialogens. Teknologien kan fremstille forskellige tekster alt efter konsumentens reaktioner: Interaktivt producerede tekster.

Jens F. Jensen skelner med Bordewijk & Kaam 1986 mellem tre forskellige træk ved interaktivitet: Konversationsdimensionen, registreringsdimensionen og valgdimensionen; den sidste deler han igen op i transmittativ og konsultativ interaktivitet. Konverserende interaktivitet finder sted der hvor brugeren selv kan tilføje indhold som står til rådighed for andre. Registrerende interaktivitet finder sted hvor systemet husker de hidtidige valg og inputs og lader output afhænge af dem. Transmittativ interaktivitet er muligheden for at tænde, skifte kanal eller slukke for "en fortløbende strøm af informationsudbud i et mediesystem uden returkanal" (Jensen 2000: 232), mens konsultativ interaktivitet er muligheden for at søge sig frem til indhold "i et mediesystem med returkanal" (ibid.). Denne kategorisering illustrerer Jensen med nedenstående figur:

Figur 2. 'Interaktivitetens kubus' (Jensen 2000: 233)

Modellen giver en oversigt over hvor forskellige mulighederne for interaktivitet er, alt efter hvordan teknologien er konstrueret. Ud fra de definitioner Jensen giver, mener jeg der er nogle diskutable indplaceringer i modellen. Det er ikke alle de konkrete teknologier jeg kender, men ud fra de karakteriseringer der ligger i navnet, vil jeg fx mene at tv-baseret interaktiv fiktion må være af samme type som interaktiv fiktion (underforstået "på computer"?) – at den er tvbaseret må betyde at en eller flere seere er med til at afgøre hvad der sker (dvs. vælger mellem mulige fortsættelser), og så er interaktiviteten ikke blot transmittativ. Det samme gør sig gældende ved "be-your-own-editor" (jeg formoder at det er i relation til tv), hvor seeren medskaber den samlede udsendelse ved at vælge kameravinkler. Såvel tv-baseret interaktiv fiktion som be-your-own-editor hører altså til i den konsultative interaktivitets-dimension. Den modsatte vej skal "true-video-on-demand" fordi der ved video-on-demand er tale om at en seer vælger en udsendelse og ser den – det svarer til at tage en bog ned fra hylden og læse i den: True-book-on-demand⁸.

Definitionerne og modellen viser hvordan al kommunikation er mere eller mindre interaktiv i Jensens konception af begrebet. Og begrebet siger derfor ikke meget andet end at kommunikation og interaktivitet er det samme. Derfor vil jeg skelne mellem interaktion (adjektiv: Interaktionel), som er det samme som kommunikation, og interaktiv produktion eller interaktivitet (adjektiv: Interaktiv).

Jeg definerer:

Interaktiv produktion er to eller flere subjekters (eller institutioners) samproduktion af tekst. Den første producent (S₁) programmerer en computer (eller formulerer på anden måde regler for konsumptionen) således at en tekst giver mulighed for at konsumenten (eller medproducenten) (S₂) kan skrive med og foretage valg der har indflydelse på den endelige tekst.

Således har hverken S₁ eller S₂ fuld kontrol over teksten; den er skabt i samspillet mellem dem og teknologien; det vil for det meste sige computeren. Programmeringen af computeren kan foregå mere eller mindre teknisk – fx kan alt fra indlæggelse af et hyperlink over forgrening på baggrund af valg mellem muligheder, til egentlige tekstinput osv. kaldes en programmering.

Definitionen betyder at kun det konsultative aspekt (og således hverken det Jensen kalder minus selektion eller transmittativ interaktivitet) af valgdimensionen er interaktivitet ifølge min definition: Når valgmulighederne er lagt ind i teksten, fx som links eller som valgmuligheder mellem forskellige billedvinkler ("be-your-own-editor" i Jensens kubus), er der tale om at producent og konsument sammen producerer en tekst; men de transmittative valg (fx valg mellem kanaler, video-on-demand osv.) svarer til at man går hen til sin reol og tager en ny bog ud (dvs. skifter en tekst ud med en anden, uden at producenten af teksten har haft indflydelse på det). Begge dele vil jeg kalde interaktion, men ikke interaktivitet fordi der ikke er tale om at en tekst først produceres i konsumptionssituationen.

Min definition minder om Peter Bøgh Andersen, Jens W. Johannsen, Jakob A. Mikkelsen & Morten Sams' definition: "En tekst er interaktiv hvis den fysisk kan påvirkes af læserens handling, og disse handlinger er tolkelige inden for det meningsunivers teksten frembringer" (Andersen m.fl. 1997: 83). Andersen m.fl. afgrænser den interaktive tekst fra to andre genrer: Den elastiske tekst, der er en hypertekst der stiller "bladre-muligheder" til rådighed, dvs. hvor brugeren blot vælger mellem tekster der er links til i teksten; og den elastiske collage, der er tekster der "globalt hverken har sammenhæng eller fremdrift" (Andersen m.fl. 1997: 86), fx www. Afgrænsningen giver god mening, men den introducerer problemer med at skelne mellem regulære interaktive tekster og elastiske tekster eller collager, fordi denne skelnen ikke bygger på et objektivt teknisk princip, men på en vurdering af indhold (dvs. et semantisk princip), fx om en tekst kun stiller bladre-muligheder til rådighed eller om den også giver mulighed for at skabe en ny sammenhængende tekst på baggrund af en "ur-suppe" af tekst. Jeg er således enig med Andersen m.fl. i at der er forskel på hypertekstsurfing og på medskabelse af én forfatters værk, men i min terminologi er det et mere-mindre og et spørgsmål om at teknologien kan anvendes til skabelse af forskellige genrer med forskellige karakteristika.

Som det fremgår af min definition og oversigten over kommunikationsteknologikategorier (oversigt 6) er det ikke alle teknologier der er understøttet af computeren, som jeg kategoriserer som interaktive. Kriteriet for om en teknologi er interaktiv, er om meddelelsen skabes i selve interaktiviteten og altså er åben for forskellige konsumptionsveje. Derfor er emails prototypisk ikke en interaktiv kommunikationsteknologi. I dag skrives de fleste emails i html og kan således indeholde links. Sådanne emails er interaktive og falder altså under den interaktive kategori. Bemærk at jeg således giver eksempler på medlemmer af kategorierne ud fra deres prototypiske træk; emails indeholder prototypisk ingen links, men når de gør, falder de under en anden kategori end vanligt. På parallel vis vil www-tekster uden links falde ind under tele-kommunikationsteknologikategorien og ikke den interaktive kategori, mens hypertekster produceret med trykpresseteknologien fungerer interaktivt i forgreningshistorier (eller "polyanalfabler" som Svend Åge Madsen kalder sin Dage med Diam eller Livet om natten). Her foregår selve forgreningen ved at læseren springer nogle sider over efter tekstens anvisninger – en bog bærer således en interaktiv kim i sig; en mere almindelig "lineær" forgrening er bøger med noter, hvor producenten har lagt en mulighed ind for at konsumenten springer til noten og tilbage igen.

Et forum er et eksempel på en interaktivt produceret tekst på mange planer, idet teksten her først produceres og konsumeres af dialogens deltagere, og derefter er mærket på et hukommelsesmedium (serverens harddisk) og evt. i søgemaskinernes hukommelsesmedier, således at andre ved søgemaskinernes hjælp eller ved surfing kan finde dialogen og aktualisere (dele af) teksten⁹. Teksten (eller rettere mærkerne) kan vises på mange måder, afhængig af de algoritmer der styrer forummet (og af søgemaskinens mulighed for at vise sin cache). Alle indlæg kan vises på samme side, en oversigt over indlæggene kan vises osv. Teksten afhænger således af såvel gruppen af producenter, af forummets programmører, som af konsumenten.

Tekster som ikke skal læses lineært kan således defineres som interaktive. Tekst og teknologi er dialektisk forbundne; dvs. at teknologien definerer nogle muligheder som teksten kan udnytte eller ikke udnytte. I den forstand er teksten en del af teknologien og teknologien en del af teksten.

4.1.4. Modalitet

Modalitet eller modus er et begreb med mange betydninger. Først og fremmest anvendes det på to meget forskellige niveauer – og det er der faktisk ingen problemer i. Inden for sprogvidenskaben anvender man ofte begrebet modalitet eller modus, når man vil karakterisere måden en ytring siges på; fx om man siger skal, vil, bør eller et af de andre såkaldte modalverber. Jeg er på dette område inspireret af Jørgen Chr. Bangs anvendelse af ordet modalitet og anvender det bredt om alle de træk ved en ytring der er forbundet med hvad producenten mener om sagen og dens eksistensmodus og om hvad konsumenten skal gøre eller mene om sagen. Modalitet er i denne betydning en af sprogets tre basale aspekter; deixis og metafor er de to andre (jf. Bang 2001).

Men begrebet modalitet eller modus (jeg anvender den latinske betegnelse i tråd med dansk grammatisk tradition; det svarer til engelsk: Mode) anvendes også inden for den mere kommunikations- og "medie"-orienterede forskning. Her er anvendelsen desværre også uklar som det er tilfældet med mediebegrebet.

Som en første tilnærmelse til hvad modalitet betyder, vil jeg give nogle eksempler på hvordan det kan bruges. En tekst kan være skreven eller talt; den er i skreven eller talt modus, et billede kan være figurativt, ikonografisk, skematisk, non-figurativt¹⁰ osv. Man kan tale om at billedet er i figurativ modus osv.

Som det fremgår er der på den ene side tale om et begreb som betegner en handling: Skrivning, talning (jeg anvender denne ualmindelige form for konsistensens skyld) osv. (og de tilsvarende konsumerende handlinger: Læsning, lytning). Og på den anden side er der tale om en måde at betegne et træk ved en tekst.

Behovet for begrebet modalitet opstår fordi man kan udføre fx handlingen at skrive på mange forskellige måder, alt efter hvilken teknologi man anvender. Man kan taste på tastatur, man kan skrive med blyant, man kan strege i sandet med foden osv.¹¹

Jeg vil foreslå at man sørger for at holde den konkrete teknologianvendelse ude af forståelsen af modus og fokuserer på det andet. Hvad dette andet er, er så spørgsmålet.

Gunther Kress og Theo Van Leeuwen fik med deres bog Multimodal discourse: The Modes and Media of Contemporary Communication fra 2001 sat modalitetsbegrebet på den internationale dagsorden; således blev The second International Conference on Multimodality holdt i Kristianssand i 2004.

Kress tager begrebet op igen i sin bog Literacy in the New Media Age fra 2003, og det er denne fremstilling jeg vil tage som udgangspunkt for min videre diskussion af begrebet.

Kress definerer mode således:

Mode is the name for a culturally and socially fashioned resource for representation and communication (Kress 2003: 45).

Ved at sige at modus er en resurse, hævder Kress at modus er noget (kulturelt og socialt formet) der står til rådighed for den enkelte at tage i brug for repræsentation og kommunikation; man kunne også kalde det en kompetence. Men hvis det er noget der står til rådighed, hvad er det så vi ser på papiret og kalder skrift, eller hører og kalder tale?

Jeg vil definere modus i overensstemmelse med de eksempler jeg gav ovenfor – og i overensstemmelse med den anvendelse også Kress gør af ordet – så den lyder:

Modus er de regler en tekst mærkes hhv. perciperes med. Og modus er et træk ved teksten som afhænger af hvordan den er mærket og skal perciperes.

I den forstand kan man sige at en modus forudsætter en resurse: Man skal kunne skrive eller tale for at gøre det. Men resursen er ikke en modus, det er en kompetence.

De regler jeg omtaler i definitionen, kan være svære at adskille fra begrebet sprog; men der er den forskel at sprog – dansk fx – er et system der ligger under de regler der indgår i modus. Således har talning, skrivning og nogle former for ikonografering (de mere rebusagtige) det danske sprog til fælles; men det er til en vis grad forskellige facetter af sproget der tages i anvendelse.

Således kan man analytisk forestille sig fænomenet "skrivning" som fællestrækket ved skrivning i hånd, skrivning på computer, skrivning på mobiltelefon, skrivning på pda osv. Fællestrækket er i dette tilfælde formningen af bogstaver til ord. Selve formningen er forskellig – og altså ikke en del af modaliteten, men en del af håndteringen af teknologien.

Som det fremgår af anden del af min definition, er modus også et træk ved den manifesterede tekst. Modus er således et udtryk for at hvis mærkerne skal konsumeres (og teksten aktualiseres individuelt), skal man læse dem som skrift. Mærkerne – den manifesterede tekst – er skriftlige.

Det vil sige at en tekst som består af bogstaver der kan læses som ord og ytringer, er skriftlig; en tekst der består af lyde der kan opfattes som ord, er talesproglig; en tekst der består af farver og kan opfattes som en afbildning af noget, er figurativ; en tekst som består af farver der skifter og kan opfattes som en afbildning af "levende" figurer, er filmisk osv. Nedenstående figur er en oversigt over ord vi anvender til at omtale produktion, konsumption og tekst der er mærket i forskellige modaliteter.

Mærker	Produktion	Konsumption	Tekstmodus
Bogstaver	Skrive	Læse	Skriftlig
Lyde	Tale	Lytte	Talt
Billede der "ligner"	Tegne/male/afbilde	Se/læse	Figurativ
Billede der ikke "ligner"	Tege/male	Sanse/læse	Nonfigurativ
Billede der "bevæger sig"	Filme	Se	Filmisk
Skema	Skematisere	Læse	Skematisk
Ikon	Ikonografere	Læse	Ikonisk/ ikonografisk

Oversigt 5. Eksempler på modaliteter.

Forskellige modaliteter giver forskellige fordele og ulemper og fordrer forskellige kompetencer. Derfor er det interessant at undersøge centrale modaliteters karakteristika. Jeg fokuserer på skrift og modaliteter af mærker der typisk optræder på en skærm.

Kress sammenligner "the logic of writing" med "the logic of the image" (Kress 2003: 19). Kress' brug af ordet image er lidt uklar, for hvilke typer billedlige produktioner eller tekster tænker han på? Jeg tolker det således at han tænker på alle de modaliteter som mærker kan mærkes i på papir og skærm, og som ikke er skrift (dvs. ikonisk, skematisk, figurativ, filmisk osv.).

Kress fremhæver skriftens "sequence in time, leaning heavily still on the temporal logic of speech" (Kress 2003: 20). Denne tidens logik, som i skriften kommer til udtryk som en lineær struktur, modstiller Kress med billedets spatiale/simultane logik: "All the elements of the image are related in spatial arrangements, and they are simultanous present" (Kress 2003: 20). Skriftens elementer ordnes på en højt konventionaliseret måde, mens billedets elementer ordnes i et mere eller mindre konventionaliseret og spatialt samtidigt "display" (Kress 2003: 20). Det interessante for Kress er påpegningen af at papiret har været skriftens medium og at skærmen i høj grad er billedets medium. Derfor er der ved at ske det at skriften bliver påvirket af billedets logik. Dette vil få "profound effects on writing" (Kress 2003: 20), således at ikke bare skrift der er mærket på skærmen, men også den der mærkes på papir i stadig højere grad også vil være påvirket af billedets spatiale logik.

Kress giver ikke i nogen særlig udstrækning empirisk belæg for sine udsagn, men jeg vil alligevel tilslutte mig hans hypotese fordi den forekommer mig at have fat i en væsentlig udvikling, som er interessant både i relation til de læsekompetencer som en mere spatialiseret skriftlighed fordrer og i relation til det produktive aspekt: Hvordan produceres vellykkede skærmudtryk med skrift der også er organiseret efter spatialitetens princip.

Inden for en gren af literacy-forskningen der beskæftiger sig med forholdet mellem "orality" og "literacy", har der været mange forsøg på at beskrive forskellene på talt og skrevet sprog. Således siger en af forskningstraditionens store navne, Walter J. Ong, at tale i modsætning til skrift er:

Additive rather than subordinative [...] Aggregative rather than analytic [...] Redundant or 'copious' [...] Conservative or traditionalist [...] Close to the human lifeworld [...] Agonistically toned [...] Empathetic and participatory rather than objectively distanced [...] Homeostatic [...] Situational rather than abstract (Ong 1997: 37ff.).

Forestillingen om et determinationsforhold mellem en modus og kulturelle, sociale og mentale forhold er tiltrækkende, men sammenhængen er ikke envejsdetermineret. Det bliver jo meget tydeligt i vores tid hvor skrift i høj grad anvendes i traditionelle talesproglige sammenhænge, fx chat, instant messaging, sms osv. Når jeg karakteriserer skriften vil det således ikke være i form af dens konsekvenser for mentale, sociale og kulturelle forhold¹², men i form af karakteristikker af hvilke aktiviteter der er mulige og lettilgængelige med denne modus (jf. fx 5.3.2.2.).

4.1.5. Opsamling

Jeg har i de foregående afsnit præsenteret en terminologi til beskrivelse af en kommunikationssituations konstituenter. Terminologien anvender jeg senere i afhandlingen bl.a. som grundlag for analyse af teknologier, medier og modaliteters betydning for undervisningssituationen. Analyserne vil særlig dreje sig om kommunikationsteknologiernes funktion i relationen mellem S₁ og S₂. Analyserne er således hvad man kunne kalde mikrosociologiske, hvor de analyser jeg fremlagde i mit speciale Atom eller fragment (Bundsgaard 2000) der var baseret på en tidligere udgave af terminologien, var mere historisk sociologiske.

---

¹Jf. min artikel "Slørede subjekter" (Bundsgaard 2002a) om hvordan vi kan komplicere de objektive forhold gennem sproglige forenklinger.

²Mærker kan være skrifttegn, lyde osv. Jeg er altså fortaler for det såkaldt udvidede tekstbegreb.

³Jeg har foretaget en tilsvarende analyse af et værk fra den internationalt anerkendte didaktikforskning, nemlig den tyske Enzyklopädie Erziehungswissenshafts bind 4 om Methoden/Medien der Erziehung und des Unterrichts (Otto & Schultz 1995). Men af plads- og fremstillingsmæssige grunde har jeg undladt at medtage analysen her. Jeg gengiver resultateterne i forbindelse med analysen af Medier og Kultur.

⁴Det kan opfattes som en inkonsekvens at kalde luften for medium for lydbølger og skærmen for medium for lys. I fysisk forstand udbreder lysbølger sig i rum nogenlunde som lydbølger gør. Men mens det er kontakten mellem vores indre øre (som er en del af kommunikationsteknologi der er nødvendig for at opfatte bølger som lyd), er det ikke lysbølgerne vi opfatter som mærker, men reflektionen og absorbtionen (eller manglen på samme) af lysbølgerne i en flade.

⁵Inden for den virksomhedsteoretiske skole opererer man ofte med begrebet artefakt (fx Cole 1996: 117ff., Østerud & Wiig 2000: 24ff.). Artefaktbegrebet bruges meget forskelligt, man kan bl.a. anvendes om (træk ved eller dele af) redskaber (fx medier og teknologier), deres inkorporerede viden og den betydning og funktion de har kulturelt. Fx vil man kunne tale om artefaktet internettet og henvise mere til den (metaforiske) fremtræden det har for den enkelte bruger (i browseren), end den teknologi der ligger til grund for internettet og det medium mærkerne fremtræder i. Jeg har indtil videre ikke kunnet inkorporere en adækvat anvendelse af begrebet artefakt i min terminologi.

⁶Syntaks kommer af græsk og betyder sammenstilling. Ofte anvendes ordet syntaks om en beskrivelse af hvordan man på et sprog normalt sammensætter ord. Men man kan også tale om en sætnings syntaks og så mene måden hvorpå ordene er sammensat i sætningen. Det er sådan Finnemann anvender ordet. En algoritmisk syntaks betyder således en måde at sammenstille binære tal på så de beskriver en given handlingsfølge (algoritme).

⁷Finnemann kan muligvis være uenig med mig i udlægningen af at semantik er det der giver mening for mennesker. Jf. min diskussion af semantikbegrebet nedenfor.

⁸Hvis valget af videoen sker via nettet gennem hypertekstsurfing, er valget af videoen interaktivt, mens selve seningen er transmittativ.

⁹Fx er dialogen i spørgsmål-svar- og diskussionsfora en væsentlig kilde til svar når jeg programmerer og ikke selv kan løse et problem.

¹⁰Jeg anvender ordet non-figurativt i mangel på et bedre ord for det der nok giver mening, men ikke "ligner" noget.

¹¹Og man kan sågar tale til en computer som til en vis grad er i stand til at omsætte talen til skrift; det vil jeg også kalde skrivning fordi man nok bruger munden, men må gøre det i overensstemmelse med reglerne for skrift.

¹²Det er helt sikkert at sådanne karakteristikker er yderst interessante, og at det faktisk også er muligt at sige noget om forskellige modaliteters konsekvenser for mentalitet, samfund og kultur (jf. fx Bundsgaard 2000: 47ff.). Men det er et væsentlig mere komplekst spørgsmål end Ong gør det til.

Redigeret af Jeppe Bundsgaard Sidst opdateret: 25-01-2016 Denne sides adresse: did2.bundsgaard.net/situationen/kommunikation/index.php